Der er lukket og slukket for to af de tre radioværter på The Voice morgenshow ’Vågn Op’. Ditte Hapel og Mads Brynnum er blevet fyret.

- Jeg var i chok, da jeg fik det af vide. Vi var jo som en lille familie, der var sammen om morgenen, og jeg holder rigtig meget af de mennesker, der er på radioen, så jeg er selvfølgelig ked af, at jeg ikke skal være der mere, siger Ditte Hapel.

Mens Ditte Hapel og Mads Brynnum har fået sparket med bare en dags varsel, så bliver Lars Sandstrøm, også kendt som Lille-Lars, tilbage på pinden, hvor hans nye medvært bliver tidligere tv-vært Benedicte Balling.

Udskiftning af værterne bunder ifølge Tobias Nielsen, der har ansvar for program og kommunikation hos The Voice i, at morgenprogrammet på The Voice skal have en anden profil udadtil.

- Vi mener, at vi får et bedre program ved at lave de her justeringer, men jeg vil gerne understrege, at udskiftningen intet har at gøre med, at Ditte eller Mads ikke har gjort deres arbejde godt nok.

Både Ditte Hapel og Mads Brynnum havde sidste arbejdsdag i går, og tirsdag morgen sad Lars Sandstrøm alene tilbage på pinden, hvilket han vil gøre ugen ud. Ifølge Ditte Hapel skyldes den pludselige fyring, at The Voice har fået ny ledelse, og den person, der i sin tid ansatte Ditte i sin værtsrolle har også fået sparket. Men til trods for, at hun ikke længere kan kalde sig radiovært, så ser hun alligevel lyst på fremtiden.

- Det er selvfølgelig ærligt, når jeg lige har fundet ud af, hvad det er, jeg er godt til. Men det gode er, at jeg har lært rigtig meget som vært på The Voice, og jeg håber rigtig meget, at jeg kan komme til at bruge det fremover – enten som tv-vært eller radio-vært, fortæller Ditte Hapel til B.T.