Canada, der besejrede Danmark 6-1 mandag aften, kunne med en sejr i ordinær tid over Schweiz tirsdag aften have sendt Danmark i kvartfinalen ved U20-VM i Finland.

Men så let skulle det ikke være for Olaf Ellers tropper, der i går havde en velfortjent hviledag. Allerede efter to minutter bragte Schweiz sig foran 1-0, og det blev også 2-0, inden Canada via stortalentet Dylan Strome kom på tavlen 23 sekunder før, første periode sluttede.

Canada, der havde besejret Schweiz 20 gange ud af 20 forsøg ved U20-VM, fik udlignet til 2-2 halvvejs i kampen, men den for Danmark forløsende føring kom aldrig. I stedet gik kampen i forlænget spilletid og straffeslag, og dermed har Schweiz stadig en mulighed for at snyde Danmark for en plads i kvartfinalen.

Det lykkedes dog de canadiske skytter at sætte trumf på i straffeslagskonkurrencen, og dermed endte Canada med en 3-2-sejr og to point, mens Schweiz måtte nøjes med et enkelt. Set med danske øjne var det et optimalt udfald, da det betyder, at Schweiz skal besejre USA i ordinær tid onsdag aften for at gå forbi Danmark i tabellen.

De danske spillere kan naturligvis også selv afgøre skæbnen ved at tage point fra Sverige onsdag eftermiddag, men da de to hold mødtes i en træningskamp inden VM, tromlede Gruppe A-topholdet Sverige hen over Danmark med en samlet 5-0-sejr.