Rapperen Costa Titch er erklæret død, efter han lørdag kollapsede på scenen under en koncert.

Den sydafrikanske rapper blev 28 år.

'Døden har på tragisk vis banket på vores dør. Frarøvet os vores elskede søn, bror og barnebarn. Constantinos Tsobanoglo på 28, som Sydafrika elsker og idoliserer under kunstnernavnet Costa Titch,' skriver hans familie på Instagram.

Costa Titch optrådte lørdag på Ultra Music Festival South Africa i Johannesburg, da han pludselig kollapsede på scenen.

En person ilede på scenen for at hjælpe ham, og rapperen kom kortvarigt på benene, inden han faldt sammen igen, skriver blandt andet CNN.

»Det er med stor smerte, vi må erkende, at han er gået bort. Vi er taknemmelige for beredskabsfolkene og alle dem, der var sammen med ham i hans sidste timer på denne jord,' skriver familien videre.

Der er endnu ikke meldt noget ud om den 28-årige sydafrikanske rappers dødsårsag.

Costa Titch var kendt for at bruge sydafrikansk kultur i sine musik og fik et stort hit med 'Big Flexa', der gik viralt på TikTok i 2021. Verdensstjernen Akon udgav senere et remix af sangen.