Beskyldningerne føg gennem luften, da B.T. i 2020 beskrev smykkekrigen mellem designer Mai Manniche, smykkevirksomheden Chanti og den indiske leverandør DWS Jewelry.

Mens Mai Manniche beskyldte Chanti for at have stjålet hendes design, mente Chanti derimod, at Mai Manniche blot – ligesom virksomheden selv – havde købt smykkerne fra den indiske leverandør.

Hvilket fik Mai Manniche til nu at beskylde DWS Jewelry for at have stjålet hendes design og derefter solgt dem til Chanti.

Man skal holde tungen lige i munden i den betændte smykkekrig. Og derfor var den også et populært emne, da lytterne af B.T.s podcast 'Helt væk' i denne uge kunne stille spørgsmål til Mai Manniche.

Her blev den 38-årige smykkedesigner blandt andet spurgt, hvorfor hun ikke viser sin designproces på sin Instagram-profil, hvor hun i forvejen er særdeles aktiv.

Men det er der en rigtig god grund til.

Det er simpelthen, fordi hendes skrivebord roder, fortæller hun i podcasten.

»Når jeg er kreativ, så sidder jeg i min egen boble. Så vil jeg ikke have, der står en og laver Instagram, eller at jeg sidder og laver stories,« siger hun.

»Og så skal jeg også være ærlig og sige, at mit skrivebord ligner, at en atombombe er sprunget. Og det vil fuldstændig ændre folks billede af mig, hvis de pludselig skal se alt det her. Normalt er det jo meget pænt,« siger hun og tilføjer:

»Og så er jeg ikke guldsmed-uddannet, så meget af det foregår på computer, så jeg sidder ikke på den måde.«

Hun sammenligner det med, at en fotograf heller ikke viser det frem, når hun er i gang med at fotografere, men først viser resultatet frem bagefter.

»Det gør man jo ikke. Det gør jeg i hvert fald ikke.«

Hør Mai Manniche svare på resten af lytternes spørgsmål i ugens udgave af 'Helt væk' herunder: