Nej, nej, nej!

Danmark skuffede fælt i åbningskampen ved EM og led et overraskende nederlag på 26-28 til Slovenien.

Dermed tabte Danmark til Slovenien for første gang siden 2003 og fik den værst tænkelige start på det indledende gruppespil, hvorfra pointene kommer med til mellemrunden.

En halv time før kampstart kunne man næsten høre sin egen vejrtrækning i den mennesketomme Zlatorog Arena i Celje.

En god del af byens skoleklasser gjorde dog sit indtog tættere på kampstart. De 5000 pladser blev fyldt godt og vel halvt op, og animeret af en ivrig halspeaker var der god opbakning til værterne fra start.

Det danske forsvar uden skadede Line Haugsted havde svært ved at få afstemt samspillet med målvogter Sandra Toft, og slovenerne kom for nemt til scoringer.

Heldigvis for danskerne havde de heller ikke store problemer med at få sat mål på tavlen i første halvleg, og de to hold fulgtes pænt ad.

Især de danske fløje var træfsikre, og det var i høj grad med til at holde Danmark på omgangshøjde, mens skuddene fra centralt hold ofte manglede snert.

Forskellen nåede ikke op på mere end to mål gennem de første 30 minutter, hvor begge hold nåede at være i front.

Emma Friis og Trine Østergaard på hver sin fløj var Danmarks bedste spillere i kampen. De noterede sig for henholdsvis seks og syv scoringer i kampen.

Danmark kunne gå til pause foran 15-14. Dog trak tre brændte straffekast på fire forsøg ned.

Danskerne forsøgte at holde tempoet i kampen højt for at trætte slovenerne, hvis bænk ikke rummer samme kvalitet som den danske.

Hjemmeholdet var dog ikke sådan at ryste af. Drevet frem af Györ-stjernen Ana Gros, der både som skytte, på straffekast og med sine indspil gjorde ondt på det danske forsvar.

Samtidig havde Gros og flere af de andre slovenere også held til at trække nogle lidt tynde udvisninger ved at overspille situationerne, når de blev tacklet.

Det gav Danmark en del minutter i undertal og svære betingelser for at finde rytme i forsvaret. Samtidig begyndte Branka Zec i slovenernes mål at tage fra.

Ved 21-21 midtvejs i anden halvleg kaldte Jesper Jensen til timeout, men det danske angrebsspil havde det svært.

Da Slovenien seks minutter før tid bragte sig foran 26-23, var der for alvor pres på danskerne, som sled med at finde scoringerne.

Det fik de ikke rettet op på i slutfasen, hvor et par tekniske fejl bidrog til at umuliggøre et dansk comeback.

Søndag venter Serbien i næste gruppekamp.

/ritzau/.

Du kan genlæse kampens forløb i livebloggen herunder.