Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen fører European Tour-turneringen Scottish Open og er derfor stadig inde i billedet til en billet til major-turneringen British Open.

Torsdag gik danskeren en suveræn førsterunde i 63 slag med syv birdies og ingen bogeys, hvilket er nok til at lande på syv slag under banens par. Og samtidigt nok til at lægge sig alene i spidsen - et slag bedre end nærmeste forfølger Daniel Brooks.                         

»Jeg viste, at jeg fortsat kan levere en runde med lav score. Jeg ramte næsten hver eneste green, undtagen på 18. hul,« siger Olesen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den 25-årige dansker gjorde i maj comeback efter tre måneders skadespause. Og det var ikke let at sidde udenfor, fortæller han:

»Det har været en hård tid, men jeg arbejder fortsat på de rigtige ting, og forhåbentlig kommer det,« siger han.

I næste uge begynder British Open, en af de mest legendariske turneringer i golfkalenderen. En topplacering ved Scottish Open er derfor Olesens sidste mulighed for at kvalificere sig til årets tredje major.

Der er i alt tre billetter i spil for de bedste i top-10, som ikke allerede har sikret sig en plads.

To danskere er allerede kvalificeret til British Open. Det er Søren Kjeldsen og den rutinerede Thomas Bjørn, der skal repræsentere de danske farver på den legendariske St. Andrews-bane i Skotland.

De er ligeledes at finde i Scottish Open, men roder rundt langt nede i feltet efter første runde.