Kevin Magnussen kørte sig i top ti og formåede blandt andet at holde Lewis Hamilton bag sig, der havde et forfærdeligt grandprix på Hockenheim.

Danskeren var dog også involveret i et mindre sammenstød med team-kollegaen  Romain Grosjean, da der blot resterede få omgange af løbet.

I det hele taget var grandprixet i Tyskland meget dramatisk grundet dårlige vejrforhold, og flere kørere måtte udgå.

Blandt toppræstationerne var Max Verstappen fra Red Bull, der vandt løbet, mens Sebastian Vettel formåede at sikre sig andenpladsen, selvom han startede som nummer 20.

1. Slut med Hockenheim

Det blev ikke sagt officielt, men alt tyder på, at løbet i Hockenheim var det sidste af sin slags.

Næste år kommer Vietnam og Holland ind i Formel 1-kalenderen, og mindst et af de eksisterende løb skal droppes. Det bliver efter alt at dømme det tyske grandprix, der har været afholdt i Hockenheim 38 gange siden 1970.

2. Deadline nærmer sig for Rich Energy

Haas-teamchef Günther Steiner understregede, at Rich Energy indtil nu har opfyldt alle forpligtelser overfor teamet. Men han antydede samtidig, at han inden for den allernærmeste fremtid forventer at høre fra energidrik-producenten. Det handler om fremtiden, der kan indebære både et navne- og farveskift eller en opsigelse af aftalen i løbet af sommerferien.

3. Regn sikrer spænding

Regnvejret sørgede for, at Tysklands Grand Prix blev det mest afvekslende og spændende Formel 1-løb i lang, lang tid. Så her er et forslag: Installer sprinkleranlæg på alle baner, der med jævne mellemrum kan skabe kunstige regnvejrsløb. En 'kunstig' måde at skabe spænding på? Ikke mere end DRS-vinger, budget-lofter og hvad man ellers forsøger sig med. Og langt mere effektivt.