Foråret 1998. Jan Magnussen er netop gået i gang med sin anden Formel 1-sæson. Og han er allerede under massivt pres.

Bare et par år tidligere var han den nye wonderboy i international motorsport og blev sammenlignet med den brasilianske legende Ayrton Senna.

Men nu er det hele ved at gå skævt. Efter et par år på McLaren-teamets reservebænk skrev han i efteråret 1996 under på en treårig kontrakt med det nye Stewart-Ford-team, der ejes af den tidligere verdensmester Jackie Stewart og hans søn Paul. Magnussen blev dermed den første dansker med et fast sæde i Formel 1, men 1997-sæsonen var en skuffelse.

Stewart-teamet havde ikke kapacitet til at bygge to konkurrencedygtige biler, og Ford-motorerne brød ustandselig sammen. Magnussens erfarne teamkammerat Rubens Barrichello fik ikke overraskende den gode Stewart-racer, og danskeren blev frustreret over at skulle kæmpe med teamets dårlige bil. Resultatet blev en nedadgående spiral, der bragte Jan Magnussens karriere i fare. Allerede midt på sommeren føg det med fyringsrygter omkring ‘den nye Senna’, men sidst på året fik danskeren rettet op på situationen, og Stewart-familien gav ham en ny chance i 1998.

Efter en skuffende sæsonstart for Jan Magnussen (billedet) øgede Stewart-familien presset på danskeren ved at invitere den erfarne hollænder Jos Verstappen til San Marinos Grand Prix.
Efter en skuffende sæsonstart for Jan Magnussen (billedet) øgede Stewart-familien presset på danskeren ved at invitere den erfarne hollænder Jos Verstappen til San Marinos Grand Prix. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Men teamet udnytter situationen. Den treårige kontrakt bliver ændret til en aftale fra løb til løb, og lønnen bliver halveret.

De tre første løb i 1998-sæsonen har ikke givet den forventede fremgang, og inden San Marinos Grand Prix i Imola snakkes der igen om, at Magnussen risikerer at miste sin plads.

Samtidig skruer Stewart-familien op for presset. De inviterer den erfarne hollænder Jos Verstappen til Imola, hvor han tilbringer weekenden i Stewart-Ford-garagen – med blikket stift rettet mod Magnussens bil.

»Det gjorde ikke tingene nemmere for mig, at Jos stod i pitten. Jeg kunne jo godt se, at han med sin store erfaring fra en række andre teams var et oplagt alternativ til mig,« har Magnussen senere fortalt.

Jan Magnussen (t.v.) fik hurtigt et anstrengt forhold til teamchef Paul Stewarr (t.h.).
Jan Magnussen (t.v.) fik hurtigt et anstrengt forhold til teamchef Paul Stewarr (t.h.). Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Op til løbet understreger Paul Stewart situationens alvor: »Vi vurderer Jan fra løb til løb – ud fra hans præstationer og ud fra, hvilke alternativer vi har.«

Måske er det presset fra Stewart-familien. Måske er det Verstappens tilstedeværelse. Måske er det bare den slags, der sker. I hvert fald bliver løbet en katastrofe for Magnussen, der allerede på første omgang ramler ind i Barrichello.

Alligevel får Magnussen lov at fortsætte i de kommende uger, hvor hele situationen omkring Stewart-teamets kørere kompliceres yderligere. Verstappen bliver indblandet i et slagsmål på en gokartbane hjemme i Holland, og en voldssag passer ikke sammen med Stewart-familiens fornemme image.

Men midt i juni falder øksen. Magnussen er netop kommet hjem efter at have scoret sit og Danmarks første Formel 1-point med en sjetteplads i Canadas Grand Prix, da Jackie Stewart ringer til ham.

Selvom Jos Verstappen (billedet) var mere erfaren end Jan Magnussen, blev Stewart-Fords resultater ikke bedre, efter de byttede danskeren ud med hollænderen.
Selvom Jos Verstappen (billedet) var mere erfaren end Jan Magnussen, blev Stewart-Fords resultater ikke bedre, efter de byttede danskeren ud med hollænderen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Du behøver ikke komme til vores test i Frankrig i næste uge – Verstappen overtager din bil,« var beskeden.

Ved testen er hollænderen så overbevisende, at han kører resten af sæsonen for Stewart-Ford. Jan Magnussens Formel 1-karriere er slut, men han bliver senere en af verdens bedste sportsvognskørere og vinder sin klasse i 24-timersløbet i Le Mans fire gange.

20 år senere er Magnussen og Verstappen igen med i Formel 1.

Nu er det sønnerne Kevin og Max, der repræsenterer de to racerfamilier. Og igen er det hollænderne, der klarer sig bedst: Mens Kevin Magnussen efter syv sæsoner forlader Formel 1 i 2021, kæmper Max Verstappen for sin første VM-titel.

20 år efter deres fædre sloges om pladsen i Stewart-Ford-teamet, kørte Max Verstappen (t.v.) og Kevin Magnussen mod hinanden i Formel 1.
20 år efter deres fædre sloges om pladsen i Stewart-Ford-teamet, kørte Max Verstappen (t.v.) og Kevin Magnussen mod hinanden i Formel 1. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Og en sidste sløjfe på historien om Magnussen og Verstappen i Formel 1:

Stewart-familien overdrager efter 1999-sæsonen deres team til Ford, der omdøber det til Jaguar. Det bliver aldrig nogen succes, og den amerikanske bilkoncern sælger i 2004 deres Formel 1-afdeling til Red Bull.

Stewart-Ford blev ad omveje det team, der nu skal gøre Max Verstappen til verdensmester.