Senest efter highspeed-sammenstødet i Silverstone for 14 dage siden står det klart: Formel 1-VM 2021 er en klassisk shootout mellem Lewis Hamilton (Mercedes) og Max Verstappen (Red Bull-Honda).

Formel 1-historien har mange lignende eksempler på hårde dueller.

NELSON PIQUET OG NIGEL MANSELL

Piquet og Mansell var teamkammerater hos Williams i 1986-87, hvor de både kæmpede om VM og hadede hinanden. Specielt Piquet brugte alle midler i kampen med team-kammeraten. Et af hans mest ondskabsfulde slag mod Mansell kom under træningen til Mexicos Grand Prix. Her var englænderen ramt af 'Montezumas hævn' – det lokale navn for racermave, der rammer så mange gæster i Mexico City. 'Piquets hævn' bestod i, at han fjernede al toiletpapir fra toilettet i Williams-pitten …

Nelson Piquet (th.) gemte toiletpapiret, da teamkammeraten Nigel Mansenn (tv.) fik racermave i Mexico.
Nelson Piquet (th.) gemte toiletpapiret, da teamkammeraten Nigel Mansenn (tv.) fik racermave i Mexico. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

AYRTON SENNA OG ALAIN PROST

Da Senna i 1988 kom til McLaren, hvor Prost havde kørt siden 1984, blev der dannet et decideret dream-team. Feltets to bedste kørere i de hurtigste biler med de stærkeste motorer – hvad kunne gå galt? Samarbejdet mellem de to superstjerner startede fornuftigt, og Senna og Prost vandt tilsammen 15 af de 16 løb i 1988, hvor brasilianeren blev verdensmester.

I 1989 stod titelkampen igen mellem de to McLaren-kørere, og nu kom de i infight. Det kulminerede i Japans Grand Prix, hvor Prost sikrede sig VM efter et sammenstød med Senna. Stemningen i teamet var nu så forpestet, at Prost valgte at skrive 1990-kontrakt med Ferrari, men kampen mod Senna fortsatte. Brasilianeren hævnede sig for 1989-sammenstødet ved med høj fart at smadre ind i Prosts Ferrari kort efter starten af Japan Grand Prix.

For andet år i træk blev VM afgjort med et Prost/Senna-sammenstød på Suzuka-banen – denne gang med brasilianeren som verdensmester.

Ayrton Senna (McLaren, bagest) afgjorde VM 1990 ved at køre ind i ærkerivalen Alain Prost (Ferrari) kort efter starten i Japans Grand Prix.
Ayrton Senna (McLaren, bagest) afgjorde VM 1990 ved at køre ind i ærkerivalen Alain Prost (Ferrari) kort efter starten i Japans Grand Prix. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

JAMES HUNT OG NIKI LAUDA

Hunt og Lauda kæmpede indædt om VM 1976. Kampen syntes afgjort, da Lauda blev alvorligt kvæstet under Tysklands Grand Prix, men østrigeren kæmpede sig heroisk tilbage, og inden VM-finalen i Japan havde han faktisk tre points forspring ned til Hunt.

Da løbet blev afviklet i styrtregn, valgte Lauda at trække sig, og englænderen vandt med mindst mulig margin verdensmesterskabet.

I modsætning til næsten alle andre store Formel 1-dueller var der en god kemi mellem Hunt og Lauda, og deres venskab blev senere foreviget i Hollywood-filmen 'Rush' fra 2013 med Chris Hemsworth i rollen som Hunt.

Niki Lauda (tv.) og James Hunt formåede trods de hårde kampe på banen at bevare at personligt venskab.
Niki Lauda (tv.) og James Hunt formåede trods de hårde kampe på banen at bevare at personligt venskab. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

LEWIS HAMILTON OG NICO ROSBERG

Det var mod alle odds, at Hamilton fra den engelske arbejderklasse og Rosberg, der er søn af 1982-verdensmesteren Keke, blev venner. Men det blev de, da de i de tidligere teenageår mødte hinanden på de europæiske gokartbaner.

Venskabet holdt, mens de via Formel 3 og Formel 2 kæmpede sig frem til Formel 1. Også her var de venner, og det lignede et dream-team, de de i 2013 begge kørte for Mercedes. Men man kan åbenbart ikke være venner, når man kæmper om VM. Hamilton vandt titlen i 2014 og 15, men forholdet mellem de to barndomsvenner blev gradvist mere og mere køligt.

Helt galt gik det i 2016, da de havde flere sammenstød. Rosberg blev verdensmester, men trak sig omgående tilbage: Han ville ikke slås mere med Hamilton.

De tidligere barndomsvenner Nico Rosberg (tv.) og Lewis Hamilton havde flere sammenstød i deres tid som Mercedes-teamkammerater.
De tidligere barndomsvenner Nico Rosberg (tv.) og Lewis Hamilton havde flere sammenstød i deres tid som Mercedes-teamkammerater. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere