Boligmarkedet står sjældent stille.

Det har det heller ikke gjort det seneste år. Men hvor er priserne faldet og steget mest?

Det har Videncenteret Bolius undersøgt på baggrund af tal fra Finans Danmark.

Og de viser, at både den højeste stigning og det største fald er i Region Midtjylland.

Mens huspriserne på landsplan er steget 6,2 procent fra 1. kvartal 2021 til 1. kvartal 2022, er tallet noget højere i Samsø Kommune.

Med en stigning på hele 45,8 procent er udviklingen i huspriserne i kommunen nemlig højest.

Lige efter kommer Lemvig Kommune med en stigning på 24,7 procent og Fanø Kommune med en stigning på 22,6 procent.

Men hvor er priserne så faldet mest?

Også her er vi i Region Midtjylland. Det er nemlig i Struer Kommune, at huspriserne med hele 15,4 procent, er faldet mest.

Det andetstørste fald er i Jammerbugt Kommune med 12,1 procent og Thisted Kommune med et fald på 10,6 procent.

I maj 2022 gik Handelsbanken ud med en forudsigelse om markante fald i boligpriserne de kommende år.

Faktisk mellem 10 og 15 procent inden udgangen af 2023. En udmelding, som boligøkonom Mira Lie Nielsen fra Nykredit dengang vurderede en kende voldsom.

»Vi (Nykredit, red.) er enige i, at boligpriserne vil falde. Spørgsmålet er så, hvor stort faldet bliver. Et fald på mere end 10 procent, tror vi, er en for voldsom korrektion,« sagde Mira Lie Nielsen til B.T.

Boligøkonomisk ekspert i Videnscenter Bolius Jørgen Munksgaard Rasmussen vurderer ligeledes, at det er svært at sige noget om, hvor stort et kommende prisfald bliver.