Det kom som en overraskelse for alle i dagligvarebranchen, da Salling Group i september afslørede planerne om et nyt discountkoncept.

Basalt hedder den. Og torsdag åbnede kæden sin fjerde butik.

Det skriver Dagligvarehandlen.

Adressen hedder Ørbækvej i Odense SØ, og som noget nyt er der et mindre udvalg af brød i butikken.

»Som noget nyt har vi efter et stort ønske fra vores kunder tilført vores Basalt-butikker et meget begrænset sortiment på brød. Selvfølgelig til langt under discountpriser, ligesom resten af butikkens sortiment,« skriver Henrik Nielsen, der er daglig ansvarlig for kæden, ifølge mediet.

Salling Groups idé med Basalt er, at man fjerner omkostningerne ved at have et mindre sortiment, hvor der for eksempel ikke er køle- eller frostvarer i butikken.

Varerne, som fortrinsvis er basisvarer som pasta, havregryn, bleer, tandpasta, mel, brød og noget frugt og grønt, vil stå på paller i butikkerne eller i emballage på hylderne.

I første omgang er der planer om at åbne ti Basalt-butikker før nytår, lyder det fra Salling Group.

Basalt åbnede sin første butik 11. oktober i Kastrup. De to øvrige butikker ligger i Aarhus-forstaden Viby og i Helsingør.

Ifølge Dagligvarehandlen vil der åbne en butik i Hjørring i næste uge, og kædens sjette butik skal ligge i Glostrup.