Miljøminister Lea Wermelin nægtede at tale om sin boligsag, da B.T. besøgte Bornholm for at få svar på en række spørgsmål.

Som B.T. har afdækket, har Lea Wermelin ifølge eksperter brudt folkeregisterloven, fordi hun opholder sig mest i sin lejlighed i København, men har cpr-adresse på Bornholm.

Hun flyttede adresse til Bornholm i 2015 og sagde til den lokale presse, at hun gerne ville være tilgængelig for sine vælgere.

Men i realiteten opholder hun sig mest i København, hvor hun bor i en lejlighed med sin mand og børn.

Der er stadig en stribe ubesvarede spørgsmål, som B.T. ikke har kunnet få svar på.

Derfor besøgte B.T. fredag Bornholm, hvor Lea Wermelin viste statsminister Mette Frederiksen rundt med en naturvandring i Almindingen, midt på klippeøen.

Se, hvordan det gik i videoen i toppen af artiklen.

»Jeg skal lige høre, hvad er det, du vil tale med Lea om?« spørger Mette Falkenberg, som præsenterer sig som frivillig, men som dog indtil valgudskrivelsen var særlig rådgiver for Lea Wermelin.

B.T. vil gerne tale med Lea Wermelin om en række forhold.

Ministeren mener nemlig selv, at hun stadig lever op til reglerne, selv om hun opholder sig mindre end 180 dage om året på Bornholm: »fordi det er en samlet vurdering og ikke kun et spørgsmål om overnatninger, der afgør, hvor man bor,« siger hun.

Det er ifølge eksperter korrekt, at også andre spørgsmål end overnatninger spiller ind. Men problemet er, at de andre forhold ifølge eksperterne heller ikke taler til Lea Wermelins fordel.

For det drejer sig om, hvor man arbejder, og hvor ens ægtefælle og børn bor: I Lea Wermelins tilfælde er det i København – ikke på Bornholm.

Lea Wermelin har nu bedt Bornholms Regionskommune vurdere, om hun har overholdt loven. Den vurdering vil B.T. gerne høre resultatet af.

»Jeg vil være overrasket, hvis kommunen på baggrund af disse kriterier ikke fandt, at den reelle bopæl er i København, og at det er her, hun bør være registreret i folkeregisteret,« siger lektor ved Syddansk Universitet Jøren Ullits om sagen.

Derudover har Lea Wermelin fløjet 71 gange til og fra Bornholm. Det kan ifølge eksperter også være imod reglerne at flyve til sin sekundære bolig på statens regning.

Wermelin påstår dog, at 47 af turene har haft et politisk formål, men B.T. har endnu ikke kunnet få svar på, hvad de formål har været.

Under hele besøget på Bornholm afviste Lea Wermelin dog at svare på nogen spørgsmål. Hun endte med at køre væk i en bil.

B.T. har i denne uge igen forsøgt at få svar på spørgsmålene. »Ingen kommentarer«, lyder svaret fra Socialdemokratiet.