Den socialdemokratiske miljøminister, Lea Wermelin, rammes nu af en sag om adressesnyd.

I dag kan B.T. afsløre, at ministeren i den seneste valgperiode ifølge to eksperter har brudt loven ved at have folkeregisteradresse på Bornholm, selvom hun bor det meste af året i København med mand og børn.

Ministeren flyttede i 2015 sin folkeregisteradresse til Sandvig på Bornholm for blandt andet at kunne høste stemmer på øen, der er kendt som en socialdemokratisk højborg. I 2019 gik 34 procent af stemmerne til regeringspartiet.

Men i stedet for at bo der permanent har Lea Wermelin brugt huset i Sandvig som en form for sommerhus til weekender, ferier og coronanedlukning.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har ifølge eksperter brudt cpr-loven.
Miljøminister Lea Wermelin (S) har ifølge eksperter brudt cpr-loven. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

På baggrund af en aktindsigt i ministerens rejser i indeværende valgperiode fra juli 2019 til august 2022 har B.T. opgjort, hvor meget ministeren rent faktisk har været på Bornholm.

Det har hun i rundt regnet 300 dage, dvs. cirka 100 dage om året. Dermed når ministeren ikke i nærheden af de 180 dage om året, som det kræver, for at hun kan have folkeregisteradresse på Bornholm.

Rejsemønsteret bekræftes af ministerens profiler på Instagram og Facebook, hvor hun flittigt har opdateret, når hun har været enten i København, i udlandet eller på Bornholm.

Ministeren har ifølge to eksperter brudt cpr-loven ved at have folkeregisteradresse på Bornholm – også selvom der ikke er bopælspligt i huset i Sandvig.

»Det er i strid med cpr-loven, der siger, at man skal have sit regelmæssige ophold der, hvor man har sin folkeregisteradresse. Det skal være mere end halvdelen af tiden,« siger ekspert i forvaltningsret og lektor ved Syddansk Universitet Jøren Ullits.

Det samme siger Anders Svendsen, der er chefjurist i Lejernes LO, LLO.

»Det fremgår af cpr-loven, at man skal have folkeregisteradresse på sin primære bopæl. Altså der, hvor man er det meste af tiden. Det fortolkes normalt som mere end 180 dage. Det vil være i strid med loven at have folkeregisteradresse i en sekundær bolig,« siger Anders Svendsen.

Lea Wermelin har et travlt ministerliv med base i København, hvor hun bor med sin mand og børn i en lejlighed på Nørrebro i København. Her går børnene også i skole.

Ministeren har ikke lagt skjul på, at formålet med at bo på Bornholm blandt andet har været at være til stede i den valgkreds, hvor hun er på valg.

Lea Wermelins hus i Sandvig, Bornholm. Ministeren har ifølge eksperter brudt CPR-loven ved at have folkeregisteradresse på Bornholm, selvom hun primært opholder sig i København.
Lea Wermelins hus i Sandvig, Bornholm. Ministeren har ifølge eksperter brudt CPR-loven ved at have folkeregisteradresse på Bornholm, selvom hun primært opholder sig i København. Foto: Amanda Mortensen
Vis mere

»Jeg synes, at det er vigtigt for en folketingspolitiker at være tilgængelig, derfor vil jeg selvfølgelig bo på Bornholm, hvor jeg også er født og opvokset,« sagde Lea Wermelin til TV 2 Bornholm i 2015.

Bornholm er kendt som en sikker valgkreds for Socialdemokratiet, hvor der er kamp om to mandater. Lea Wermelin er Socialdemokratiets spidskandidat, og i 2019 blev hun øens største stemmesluger med 5.059 stemmer.

Før Lea Wermelin flyttede til Bornholm, var der blandt andet kritik af, at hun var for meget ‘københavner’.

»Det er mit indtryk, at man på Bornholm lægger vægt på, at der er en lokal forankring. Så derfor er det en fordel for en kandidat at kunne signalere over for vælgerne, at man bor på Bornholm. Det har blandt andet at gøre med Bornholms geografiske placering,« siger valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager og fortsætter:

»Bornholm kan også ses som en vigtig valgkreds at prioritere for Socialdemokratiet, fordi det ligger i tråd med partiets linje om at have fokus på områderne uden for de større byer.«

I et interview med B.T. erkender ministeren, at hun i sin ministerperiode ikke har været på Bornholm de 180 dage, som loven kræver. Men hun mener alligevel, at hun ikke har brudt reglerne:

»Jeg bor på Bornholm, og det har også været min opfattelse, at jeg lever op til reglerne, fordi det er en samlet vurdering og ikke kun et spørgsmål om overnatninger, der afgør, hvor man bor. Som folketingsmedlem, det vil sige i den seneste valgperiode (fra 2015 til 2019, red.), har jeg været der 180 dage om året. Som minister har jeg selvfølgelig været mindre på Bornholm. Det har jeg været helt åben omkring, også i interview,« lyder det fra Lea Wermelin.

Så du har været på Bornholm mindre end 180 dage om året i din ministertid fra 2019 til 2022? 

»Som folketingsmedlem, det vil sige i sidste periode, har jeg været der 180 dage om året, og som minister har jeg selvfølgelig været mindre på Bornholm. Det har jeg været helt åben omkring, også i interview,« gentager Lea Wermelin og fortsætter:

»Jeg kan selvfølgelig ikke leve med, at der bliver sået tvivl om, hvorvidt jeg overholder reglerne, og derfor har jeg også tænkt mig at tage fat i kommunen og få dem til at vurdere det. Jeg har kun én interesse, og det er at finde ud af, om jeg lever op til reglerne.«

Din familie bor i København. Handler det her også om at få nogle stemmer, ved at du signalerer, at du er bornholmer?

»Jeg er bornholmer. Det er der, jeg er født og opvokset. Jeg har også haft den opfattelse, at jeg levede op til reglerne,« siger Lea Wermelin.

Efter interviewet med Lea Wermelin har B.T. forelagt hendes udtalelser til de to eksperter. De fastholder, at ministeren ikke har overholdt cpr-loven.