Mens Lars Løkke Rasmussen under regeringsforhandlingerne har afvist at give et klart svar på, om han fortsat vil have en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i minksagen, har Jakob Ellemann-Jensens holdning endnu ikke ændret sig.

Det slår han fast, da B.T. møder ham foran Folketingssalen tirsdag:

»Vi mener stadigvæk, at der er brug for at sætte et ordentligt og værdigt punktum efter denne her skandale – og en advokatvurdering, det er sådan set en naturlig måde at gøre det på,« siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

Når Venstre stadig kræver en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar, er spørgsmålet, om Venstre kan gå i regering med Socialdemokratiet.

Mette Frederiksen er gået på valg på at danne en bred regering, og ifølge politiske kommentatorer er Venstre en mulighed i den konstellation.

I så fald skal der opbygges en del tillid.

For Jakob Ellemann-Jensen har ad flere omgange udtalt, at han ikke stoler på Mette Frederiksen.

Den udtalelse kom efter minksagen, hvor Ellemann påpegede, at Mette Frederiksen var utroværdig i sine svar.

Lige siden Minkkommissionen afleverede sin beretning med kritik af Frederiksen har Venstre og blå blok krævet en advokatvurdering, der skal tage stilling til, om Mette Frederiksen kan dømmes i en rigsret.

Efter valgets resultat blev offentliggjort, og efterlod Mette Frederiksen med magten i hænderne, er det spørgsmål på ny blevet aktuelt.

Alternativet har skiftet mening flere gange og er nu igen i gang med at overveje partiets holdning.

Moderaternes Lars Løkke Rasmussens ellers ultimative krav om en advokatvurdering har efter valgets resultat ændret sig til, at han ville bøje sig for, hvad flertallet skulle mene.

Tre juridiske professorer har på eget initiativ for nylig afleveret en retlig vurdering, hvor de konkluderer, at Mette Frederiksen ikke kan dømmes i en rigsretssag.

Til gengæld har partiet Nye Borgerlige tidligere bedt advokathuset Lund Elmer Sandager om at lave en advokatvurdering, og her konkluderede advokaterne, at Mette Frederiksen kunne blive dømt for grov uagtsomhed i forbindelse med sin rolle i minksagen.