Alternativet lægger nu op til at lave den tredje kovending på ni dage.

Partiet gik til valg på, at Folketinget skulle få foretaget en uvildig advokatvurdering af, om der er grundlag for at stille Mette Frederiksen for Rigsretten i minksagen.

Dagen efter valget var partiet pludselig imod at få lavet en sådan vurdering – og efter et par dage var partiet så pludselig for igen. Så skulle den sag ellers være lukket – og dog.

For nu åbner Alternativet på ny for, at der måske alligevel ikke er behov for, at Folketinget får foretaget en uvildig advokatvurdering af, om der er grundlag for at stille Mette Frederiksen for Rigsretten i minksagen.

Det siger politisk leder Franciska Rosenkilde nu til Jyllands-Posten.

»Alternativet har ønsket en advokatvurdering. Hvis det her (professorernes vurdering, red. ) er dét, så er det jo dét, vi har bedt om. Det kan jeg først svare dig endeligt på, når vi er gået i dybden med den,« siger hun efter regeringsforhandlinger i Statsministeriet.

Den vurdering, Franciska Rosenkilde omtaler, er fra tre juraprofessorer, der på eget initiativ har udarbejdet et notat og sendt det til Folketingets partier.

Professorerne vurderer i notatet, at det »med en høj grad af sikkerhed« kan konstateres, at der ikke i Minkkommissionens beretning eller i øvrigt er oplysninger, »der giver grundlag for antagelser om, at der ville kunne gøres retligt ansvar gældende mod Mette Frederiksen« i minksagen.

Uden Alternativets mandater er der ikke flertal i Folketinget for en uvildig advokatundersøgelse af Mette Frederiksens eventuelle ansvar i minksagen.