I weekenden skrev Zlatan Ibrahimovic under på en et-årig lånekontrakt med AC Milan. Nu langer den svenske superstjerne ud efter Barcelonas træner, Josep Guardiola, som han kalder for en "lille" træner, der løber fra problemerne

Den 28-årige svensker lægger ikke skjul på, at han er glad for at være kommet fra Barcelona, hvor han ikke havde udsigt til meget spilletid efter en kontrovers med Guardiola.

- Jeg sagde ikke noget, men jeg ville ikke sidde og nyde vejret fra tribunen. Ingen i Barcelona ønskede at sælge mig, men problemerne begyndte i marts måned. Jeg søgte en forklaring hos træneren, men han svarede mig ikke, siger Zlatan ifølge goal.com

- En stor træner løser problemerne med sine spillere. En lille én løber væk fra problemerne. I starten havde vi en fin dialog, men pludselig ved jeg ikke, hvad der skete. Jeg havde bestemt ikke lyst til at sidde ude det næste år. Jeg så jo, hvad der skete med Henry i sidste sæson, lyder det fra Zlatan.

Svenskeren er derfor ellevild efter at være kommet tilbage i Milano, hvor han kan se frem til at være en af de centrale skikkelser hos Milan i den kommende sæson.

- Vi har det stærkeste angreb i Europa. Robinho er en magiker, og hvis jeg var Milan-træner, ville jeg være lykkelig, siger Zlatan.

Efter den et-årige lejeperiode har Milan en købsoption på omtrent 200 millioner kroner.