Trods det der ligner en ny alvorlig knæskade til Nicolai Boilesen, så vil Ajax forlænge med danskertrioen Boilesen, Lucas Andersen og Lasse Schöne.

Nicolai Boilesen kan næsten ikke være mere uheldig.

I tirsdagens Champions League-kamp mod Paris St. Germain måtte han udskiftes allerede efter ti minutter efter en grov tackling fra Gregory van der Wiel.

Den grusomme melding fra Ajax er, at det kan være en  ny korsbåndsskade, og dermed er Boilesen formentlig ude resten af sæsonen.

Men midt i det der ligner en ny kæmpe nedtur for landsholdsbacken, er der lidt positivt nyt. Ajax har ifølge hollandske pressekilder kaldt både Nicolai Boilesen og Lucas Andersen til forhandlingsbordet.

Begge har kontrakter frem til 2016, og Ajax vil nu sikre sig en forlængelse med dem hurtigst muligt. Boilesen forlængede senest sin kontrakt for to år siden, hvor han røg op i en tungere lønklasse omkring de 3,5 mio. kr. årligt, men det er naturligt, at han nu løftes yderligere med sin status som fast mand på landsholdet og i Ajax.

Lucas Andersen har været igennem et mere turbulent forløb i Ajax, hvor han i sidste sæson var helt ude i kulden. Men nu har han kæmpet sig ind i varmen igen og er blevet en af de vigtige spillere på Ajax-holdet. Det ønsker man også at belønne med en lønstigning. Lucas Andersen skiftede i 2012 fra AaB til Ajax.

Og en tredje dansker er i fuld gang med kontraktforhandlinger med Ajax. Lasse Schöne kan blive en af klubbens lønførende spillere, hvis han tager imod det tilbud, som Ajax har lagt til ham for en forlængelse.