Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Rygterne om Christian Eriksen flyver som en hvirvelvind over transfermarkedet lige nu.

Har Tottenham droppet interessen i danskeren, har Manchester United tilbudt ham en aftale og hvad med Brentford?

Det er et voldsomt cirkus, der lige nu omgærder den danske landsholdsstjerne, der frit kan forhandle sin fremtid på plads med interesserede klubber.

I Brentford, hvor Eriksen genstartede karrieren i februar, tror den danske cheftræner Thomas Frank stadig på, at den lille London-klub har en chance for at sikre sig en længere aftale med Eriksen.

»Jeg ved ikke, om hans tid i Brentford er ovre. Jeg ved, at vi stadig har en chance, og jeg håber, at han vil træffe sin beslutning i løbet af de næste to uger, for han er på ferie nu.«

»Aftalen er, at han ringer og fortæller mig, hvad han gerne vil. Men han har ikke besluttet sig endnu,« siger Thomas Frank i et interview med spanske AS.

B.T. har i den seneste tid forsøgt at få fat i Eriksen-lejren for seneste nyt om danskerens overvejelser, men indtil videre uden held.

Det kunne ellers være givtigt med opklaring, for det kræver sin mand at holde styr på de mange rygter om Eriksens muligheder.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Sikkert og vist er det, at Brentford altså prøver at forlænge med Eriksen – men så bliver det noget mere mudret.

For nylig berettede normalt velinformerede The Athletic, at Manchester United har tilbudt Eriksen en kontrakt, og mandag skrev Sky News så også, at United havde taget kontakt til Eriksen-lejren.

Men sent mandag var det så The Guardian, der kunne puste til bålet af uvished, da avisen skrev, at Eriksen har afvist United og beundreren Erik ten Hag, der har overtaget roret.

Tirsdag skrev BBC det modsatte – Manchester United håber fortsat på at kunne overtale Eriksen.

Og det er kun rygterne om storklubben Manchester United.

Eriksens tidligere klub Tottenham har længe været en mulig destination, da Eriksen skulle være opsat på at holde familien i London.

Men mandag meldte football.londons Tottenham-korrespondent Alisdair Gold, at Tottenham nu skulle være mere eller mindre ude af spillet om Eriksen.

»Som football.london forstår det, har Spurs for nogle uger siden været i kontakt med Eriksens lejr om en retur til klubben, men de har ikke fulgt op på det siden,« lød det fra football.london, der desuden berettede om interesse fra Everton, Newcastle, Leicester, West Ham, Brentford, Ajax og en unavngiven La Liga-klub.

Eriksen var i sidste uge samlet med landsholdet i Danmark, og her spurgte B.T. ind til hans tanker om fremtiden. Det kan du læse mere om HER.