Det er endnu et kæmpestort spørgsmål, hvor Christian Eriksen fortsætter fodboldkarrieren.

Og nu bliver der smidt endnu mere vand på den transfermølle, der har kørt i voldsomt høje omdrejninger, siden Eriksen i februar vendte tilbage til fodboldbanen.

Normalt velinformerede The Athletic skriver nemlig tirsdag, at den engelske storklub Manchester United nu har tilbudt den 30-årige dansker en kontrakt.

The Athletic kommer ikke ind på detaljerne i aftalen, men sikkert og vist er det allerede, at Eriksen er fri til at diskutere sin fremtid med interesserede klubber.

Ifølge mediet skulle Barcelona-hollænderen Frenkie De Jong være Uniteds førsteprioritet, men da der skulle være et godt stykke vej til enighed mellem de to klubber, afsøger United altså andre muligheder - og det er her, at Eriksen kommer ind i billedet.

Hans aftale med Brentford udløber ved udgangen af denne måned, og det lader altså ikke til, at det skorter på interesse for landsholdsstjernen.

Hans nuværende klub Brentford har åbent erklæret interesse i at forlænge aftalen, mens Tottenham og Newcastle også er meldt med i kapløbet om hans underskrift.

B.T. spurgte mandag Christian Eriksen ind til hans uvisse fremtid, der virker så svær at få på plads.

»Der er mange kriterier, der er mange forskellige ting, der er inde over. Jeg ved ikke, hvorfor man ikke kan træffe en beslutning. Fordi man måske mangler lige det sidste for at finde ud af, hvad man skal. Det er sgu svært at sige, hvad det bliver,« lød det fra Eriksen, inden B.T. spurgte, om han bare venter på et af de tilbud, der kun kommer få gange i livet:

»Både og. Det er jo meget forskelligt. Man ved jo godt, at nogle gange går det hurtigt, hvis der kommer noget, andre gange går det langsomt. Det er ikke altid, vi er herrer over det selv. Det kommer også an på, hvad der er af klubber og muligheder. Så skal man ligesom tage en beslutning ud fra det. Men igen, det handler om, at jeg skal tage den bedste beslutning.«

Du kan læse hele B.T.s snak med Eriksen om fremtidsplanerne lige HER.

Eriksen har tidligere fortalt, at han drømmer om at spille Champions League igen, men det er altså ikke noget, som United kan friste med i den kommende sæson, efter storklubben endte på sjettepladsen i den netop overståede Premier League-sæson.