Christian Eriksen kan smutte på en fri transfer i slutningen af måneden og United siges at have taget kontakt til den danske landsholdsstjerne om et nærtstående skifte til den engelske storklub.

Det skriver Sky News.

Skiftet kan blive en mulighed på grund af tilgangen af den hollandske cheftræner i Manchester United, Erik ten Hag.

Den nye United-boss har længe været beundrer af den danske landsholdsspiller, og meldingen ifølge det store engelske medie lyder, at en aftale kan komme på plads, men at det i sidste ende vil være op til Eriksen selv, om han vil til Old Trafford.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Udmeldingen fra Sky News kommer i kølvandet på, at normalt velinformerede The Athletic for nylig skrev, at United allerede har tilbudt den 30-årige dansker en kontrakt.

Tidligere i dag skrev Football. London via mediets Tottenham-korrespondent, Alisdair Gold, at Eriksens tidligere klub ikke længere er med i kapløbet om den danske landsholdsstjerne.

»Som Football. London forstår det, har Spurs for nogle uger siden været i kontakt med Eriksens lejr om en retur til klubben, men de har ikke fulgt op på det siden,« skriver mediet, som fortæller, at der er – og har været – heftig interesse for Eriksen.

Ifølge The Athletic skulle Barcelona-hollænderen Frenkie de Jong være Uniteds førsteprioritet, men da der skulle være et godt stykke vej til enighed mellem de to klubber, vil United altså gå efter andre muligheder, hvilket meget tyder på kunne være Eriksen.

Hans aftale med Brentford udløber ved udgangen af denne måned. Klubben har åbent erklæret interesse i at forlænge aftalen, mens Newcastle også har været meldt med i kapløbet om Christian Eriksens underskrift.