Fødevarepriserne er steget voldsomt over en længere periode, og nu venter endnu en potentiel priskatapult.

For nye regler truer med at gå ud over prisen på størstedelen af de varer, danskerne finder i dagligvarekæderne.

Herunder også noget så genkendeligt som den danske kakaoklassiker Cocio. 

»Den er jo et godt eksempel på en vare, som netop skulle blive billigere ved, at regeringen fjerner sukkerafgifter, men hvor den besparelse bliver ædt af omkostninger til at betale for bortskaffelse af affaldet,« siger Thomas Roland, der er der er chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop Danmark. 

Han peger på, at besparelsen skulle være på 9 øre, men at stigningen er på over en krone.

Den prisbombe, der ligger og tikker under danskernes dagligvareindkøb, er nye EU-regler, der lægger omkostninger for affaldshåndtering over på virksomhederne. Tidligere har de ligget på husstandene.

1. oktober skal de nye regler sættes i værk, og fra både Coop og organisationen De Samvirkende Købmænd lyder det, at det kommer til koste danskerne ude i supermarkederne.

Et eksempel er altså en ganske almindelig Cocio i glasflaske af størrelsen 600 milliliter. De Samvirkende Købmænd er kommet med et bud på en potentiel prisstigning, og som du kan se længere nede, er den betragtelig.

Cocio-flasker vejer meget og har derfor en højere stigning i pris end en vare med lettere emballage,
Cocio-flasker vejer meget og har derfor en højere stigning i pris end en vare med lettere emballage, Foto: Privat
Vis mere

For som B.T. har afdækket, så stiger varer med tungere indpakning, som et glas Nescafé, mere. Ligesom at forskellen på eksempelvis en billigere vare som mælk vil være mærkbar, fordi den udgør en større procentdel.

Ved en flaske Cocio er begge disse faktorer i spil, og den vil i De Samvirkende Købmænds bud på et regnestykke stige med 13 procent.

Et bud, de understreger er konservativt, da det ikke indeholder udgifter til ekstra personale, der kan varetage affaldshåndteringen, samt ekstra materiale som eksempelvis paller.

Således stiger en Cocio med 2,78 kroner i det forsigtige regnestykke og stiger dermed eksempelvis fra 21,95 kroner til 24,73 kroner.

Fra både De Samvirkede og Coops side lyder det, at man faktisk hilser lovgivningen velkommen. De mener, det giver mening, at dem, der sender affaldet ud i verden, betaler regningen. Det er bare den danske implementering, de sætter spørgsmålstegn ved.

Om hvordan det rammer almindelige danskere, forklarer Thomas Roland:

»For det første har danskerne allerede betalt for affaldshåndtering for dette år, så når de fra 1. oktober også skal dække det igennem priserne på fødevarerne, betaler de dobbelt,« siger han og tilføjer:

»Derudover vil det eksempelvis ramme folk i lejligheder skævt, da de for nuværende ikke har store udgifter til affald, men vil få det igennem de øgede dagligvarepriser fra 1. oktober.«

Thomas Roland forklarer, at man vil se store stigninger på prisen på alt fra marmelade, makrel og olivenolie. Værst går det altså ud over varer i tunge materialer.

Prisstigningen kommer desuden oven i, at fødevarerne i dagligvarehandlen har været på raketfart de seneste år.

Siden april 2021 er de generelle forbrugerpriser steget med 17 procent, mens fødevarepriserne til gengæld er steget med 33,5 procent.