Skuddrabet på den kendte, konservative aktivist Charlie Kirk sender chokbølger gennem USA.
Og det skaber frygt. Dyb frygt.
»Jeg frygter, at denne forfærdelige vold vil være starten på noget, der ikke kan stoppes, at resultatet vil blive en borgerkrig. Jeg føler mig fuldstændig kold indeni efter at have set de forfærdelige videoklip af, hvad der skete med Charlie,« siger Debra Lea til VG.
Hun er – ligesom Charlie Kirk var – en kendt og indflydelsesrig politisk kommentator og influencer på den politiske højrefløj i USA og en erklæret tilhænger af præsident Donald Trumps politik.
Debra Lea fortæller til det norske medie, at hun er fuldstændig i chok over drabet på Charlie Kirk, som onsdag aften dansk tid blev ramt af et skud under et debatmøde på Utah Valley University i den amerikanske delstat Utah og efterfølgende blev erklæret død på hospitalet.
Kort efter at nyheden om drabet var kommet ud, begyndte Debra Leas telefon at bimle og bamle. Igen og igen fik hun den samme bøn fra bekymrede venner og familiemedlemmer:
Hold lav profil fremover.
25-årige Debra Lea, som ofte optræder på konservative tv-stationer som Fox News og Newsmax, mener, at drabet på Charlie Kirk beviser, at det politiske klima i USA er 'dødbringende', og at alle konservative er bange lige nu.
»Da de skød Trump (attentatforsøget mod præsidenten under valgkampen, red.), var det chokerende, men han er en frontfigur, der har sagt, at han er et skjold for resten af os. Så det her er endnu mere skræmmende,« siger hun til VG.
Charlie Kirk blev kun 31 år gammel.
Privat efterlader han sig sin hustru, Erika, og deres to små børn, som kom til verden i henholdsvis 2022 og 2024.
Flere fremtrædende personer i Det Republikanske Parti har mindet Charlie Kirk, som havde et tæt forhold til flere medlemmer af Trump-familien. Det gælder blandt andre den amerikanske præsident, Donald Trump og vicepræsident J.D. Vance.
Charlie Kirk – der ifølge BBC blandt andet talte om retten til våben, spredte anti-transkønnede synspunkter og skepsis over for covid-19-pandemien – var ligeledes en kendt og stor støtte af Donald Trumps politik.
Forholdet mellem Kirk og Trump voksede efter Trumps valgsejr i november sidste år, og Kirk deltog i Trumps indsættelse som præsident i januar.
Tidligere i år rejste Charlie Kirk med Trumps søn, Donald Trump Jr., til Grønland, da Trump argumenterede for, at USA skulle eje det arktiske territorium.
Det var også Donald Trump selv, der annoncerede nyheden om, at Charlie Kirk var død:
»Den store, og endda legendariske, Charlie Kirk, er død. Ingen forstod eller havde ungdommens hjerte i USA bedre end Charlie,« skrev han i et opslag på Truth Social.
Gerningsmanden bag skyderiet er endnu ikke fundet – og politiet har intensiveret jagten.
Du kan følge udviklingen i vores liveblog lige HER.