En omdiskuteret sag fra Superligaen har nu også ramt landsholdet.

For det kontroversielle '13:12'-banner, der har skabt vrede hos politiet, efter FC Københavns fans har anvendt det, blev nemlig fundet frem lørdag aften i Parken.

Lige inden landskampen mellem Danmark og Kasakhstan blev fløjtet i gang, blev banneret rullet ud lige over 'Den Røde Mur', hvor de mest inkarnerede fans står.

Selve teksten '13:12' er en stikpille til politiet, for hvis man forvandler tallene til bogstavrækkefølgen i alfabetet, så står der ACAB, som står for 'All Cops Are Bastards'.

'13:12'-banneret til lørdagens landskamp.
'13:12'-banneret til lørdagens landskamp. Foto: Privat
Vis mere

En linje, der – oversat til dansk – betyder noget i stil med: 'Alle betjente er nogle idioter'.

Det kontroversielle banner blev dog lynhurtigt pillet ned af nogle vagter i nationalarenaen, hvorefter en person blev ført væk.

Et andet banner, som også blev fjernet i samme øjeblik, blev ligeledes hængt op inden kampen, hvor der stod: 'DBU: Hvem skal betale bøden nu?'.

'13:12'-banneret blev for et par uger siden hængt op på Brøndby Stadion af nogle FCK-fans, da sæsonens første derby blev spillet.

Noget, der efterfølgende gjorde Politiforbundet rasende.

»Det skuffer mig, at vi gang på gang skal være vidne til at se det dér, og alle ved jo godt, hvad det betyder. jeg synes, det er noget svineri. For at sige det pænt,« lød det dengang fra Heino Kegel, der er formand i Politiforbundet.

Banneret resulterede i en bøde til FC København på 250.000 kroner.