Politiforbundet glæder sig over et fredeligt derby, men er helt uforstående over for et banner, som FCKs fans havde med til søndagens derby. FCK tager også afstand fra budskabet.
For et år siden lavede FCKs fans en enorm tifo, hvor der på et lille ur stod 13.12.
Hvis man forvandler tallene til bogstavrækkefølgen i alfabetet, så står der 'ACAB', som betyder 'All Cops Are Bastards' (alle betjente er svin).
Søndag fik politiet så samme besked fra FCK-gruppen, der denne gang ikke havde skjult det på en større tifo. Det vækker igen harme hos Politiforbundet.
»Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Et eller andet sted så er de jo ikke blevet klogere,« siger formanden Heino Kegel.
»Det skuffer mig, at vi gang på gang skal være vidne til at se det der, og alle ved jo godt, hvad det betyder. jeg synes, det er noget svineri. For at sige det pænt.«
»Det undrer mig, at man ser politiet som den store fjende i det her. Det forstår jeg simpelthen ikke. Vi er her jo blandt andet for, at man kan se en god fodboldkamp i ro og fred. Jeg kan ikke forstå hadet. «
»Det er utidigt, at mine medlemmer skal hænges ud og sværtes til,« siger han og spiller bolden videre klubberne.
»Jeg så gerne, at klubberne tog endnu større ansvar i forhold til alt det, der bliver smuglet med ind på stadion. Nu kender jeg ikke målene på det banner, men jeg tror da nok, at det ville fylde lidt.«
»Det er svært at kigge det hele igennem, og jeg misunder ikke kontrollørerne.«
Han håber dog, at bagmændene bliver fundet.
»Med alt det overvågning, der er på stadion, så kan de jo nemt se, hvem der ruller det ud.«
»Der efterlyser jeg lidt ansvar fra klubbernes side, for de vil jo gerne have politiets hjælp. Det må gå begge veje.«
Ser I dem mest som provokatører eller nogen, der rent faktisk mener det?
»Det kan man aldrig udelukke. Med det klientel og de erfaringer vi har med dem, så er det nogen, der er meget bevidste om det, de skriver, gør og siger.«
FC København har selv ansvar for at tjekke tilskuerne på deres afsnit af Brøndby Stadion, og de er på nuværende tidspunkt ikke klar over, hvordan banneret slap igennem, oplyser FCKs kommunikationschef Jes Mortensen til B.T.
Det er de i gang med at undersøge.
»Vi tager, som vi har sagt gentagende gange, afstand fra den retorik omkring politiet. Det har vi også været i direkte dialog med vores fans omkring både nu og tidligere,« skriver han i en sms.
Sidste gang var klub-direktør Jacob Lauesen på banen.
»Så er vi for vores eget vedkommende meget kede af nogle af de budskaber, der kom fra enkelte af vores fans side. Det ene i en ellers stor og flot tifo, hvor man uden vores viden, tilsvinede politiet,« sagde han dengang.
FC København vandt søndagens opgør på Brøndby Stadion efter to sene mål af teenageren Roony Bardghji.