Sønderjyske vil ikke gå videre med sagen om eventuel matchfixing i deres træningskamp mod FC Brasov.

Selvom Sønderjyske i går var en del af en kamp, der havde et skær af matchfixing over sig, vil Sønderjyske ikke gå videre med sagen til myndighederne.

- Vi var med i en fodboldkamp i går (mandag, red.), hvor der var nogle pudsige kendelser, men vi har ikke noget belæg for at sige, at der var tale om matchfixing. Vi fik en mindre god oplevelse, men det er ikke en sag, vi vil gå videre med, siger Sønderjyskes sportschef Ole Nielsen til tv2.dk.

Under træningskampen mod rumænske FC Brasov oplevede Sønderjyskespillerne flere besynderlige kendelser fra kampens tyrkiske dommer, og efter kampen mente mange af spiller, at de havde være udsat for matchfixing. 

- Der var nogle offside-kendelser, som virkede meget pudsige. Blandt andet så vi flere gange, at linjevogteren vinkede os offside, selvom vi var flere meter onside. I anden halvleg undlod den samme linjevogter at vinke, selvom en af modstandernes spillere var flere meter offside, siger Ole Nielsen.

Sønderjyske tabte kampen med 0-1, men da Sønderjyske ikke kan se, at dommeren skulle have speciel interesse i kampens resultat, dropper klubben altså at gå videre med sagen.