Rasmus Nissen er yderst tæt på at skifte til Premier League og står på nippet til at blive solgt til Leeds United.

Tirsdag kunne The Athletic fortælle om flirten mellem den engelske klub og RB Salzburg-danskeren, der er involveret i en handel til 75 millioner kroner, og onsdag kunne B.T.s podcast Transfervinduet også berette om, at handlen var yderst tæt på.

Højrebacken maste efter den store flotte sejr i landskampen mod Frankrig kortene ind mod kroppen, men han erkender, at han har researchet på det, der ligner hans nye klub.

»Ikke de sidste par dage, men jeg har googlet Leeds United. Selvfølgelig har jeg det. Man behøver ikke at google Leeds United for at kende til den klub,« siger Rasmus Nissen og tilføjer om Leeds United, der ledes af Jesse March, hans tidligere træner i Salzburg:

»Jeg har også en tidligere holdkammerat, der er skiftet til Leeds, og det er min tidligere træner også, så selvfølgelig kender jeg til klubben. Det er en kæmpe klub, i Premier League, og det er en traditionsklub.«

Ifølge de nyeste rygter i denne transfer venter der kun et lægetjek i England, men Rasmus Nissen slår fast, at han ikke selv har flere informationer.

»Jeg har ikke snakket med min agent i de sidste par dage,« siger han og tilføjer:

»Som jeg også sagde tidligere på ugen, er det ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne vil videre. Jeg vil gerne tage det næste skridt, og jeg kan godt se, at der har været en del skriverier.«

»Men I må vide en del mere, end jeg ved, eller også kan det være, at min agent venter med at fortælle mig noget, så jeg kunne holde fokus på kampen her. Men nu må vi se,« forklarer den 24-årige dansker, der meget gerne vil til Premier League, som er hans drømmedestination:

»Selvfølgelig er det det. Det er verdens bedste liga, og at få en fod inden for dér har jeg aldrig lagt skjul på, er en kæmpe drøm for mig. Men der er mange andre gode ligaer og stærke hold og gode klubber. Jeg håber bare, at jeg har det privilegium at vælge på et tidspunkt.«

»Jeg håber, at jeg kommer til at skifte klub og spille på en højere hylde efter sommer.«

Alt tyder på, at det ønske går i opfyldelse om en uges tid, når landskampsterminen er overstået.