Det britiske politi oplyser torsdag eftermiddag på Twitter, at de har indstillet eftersøgningen af den forsvundne Emiliano Sala, medmindre der sker en signifikant udvikling.
»Mit team er netop mødtes for at gennemgå eftersøgningen, der har været i gang, siden flyet forsvandt i mandags. På trods af den store eftersøgning, der har involveret mobildata, satelitbilleder og en eftersøgning af 4.400 kvadratkilometer, har vi ikke været i stand til at lokalisere flyet, piloten eller passageren,« lyder det i tweetet.
Politiet fortæller videre, at der sammenlagt er blevet søgt efter Emiliano Salas fly i flere end 80 timer med tre fly, fem helikoptere og to skibe. Derudover har flere forbisejlende skibe hjulpet til.
»Vi har analyseret på al vores materiale - og med tanke på det redningsudstyr, der var om bord (på flyet, red.), har vi truffet den svære beslutning at indstille eftersøgningen,« lyder det.
Chancen for at finde Emiliano Sala og piloten vurderes i politiets udmelding til at være »forsvindende lille«.
Derfor hedder det også i udmeldingen, at politiet sender deres varmeste tanker til både pilotens og Emiliano Salas familie.
Cardiff købte i weekenden den argentinske angriber i Nantes for knap 130 millioner kroner - det dyreste indkøb i klubbens historie.
Sala var mandag tilbage i den franske klub for at sige farvel, hvorefter han satte sig om bord i et lille privatfly af typen Piper Malibu med kurs mod Wales.
I går kom det frem, at Cardiff-angriberen frygtede at sætte sig ind i maskinen, før den lettede.
Turen fra Cardiff til Nantes var ubehagelig, fortalte Sala til forsvarsspilleren Nicolas Pallois i en samtale. De to spillede sammen i Nantes. Sala frygtede for sin sikkerhed på turen tilbage til England, lød ordene.
»Vi er om bord på flyet, og det er, som om det snart styrter ned. Hvis I ikke har hørt fra mig om halvanden time, så ved jeg ikke, om der bliver sendt nogen ud for at lede efter mig. Jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt,« siger Emiliano Sala i optagelsen, som er verificeret af hans far:
»Åh Gud, jeg er virkelig bange.«