Michael Laudrup ser store kvaliteter hos Christian Eriksen, men han advarer om ikke at lægge for stort et pres på den 18-årige komets skuldre.

Unge Christian Eriksen har taget hele fodbolddanmark med storm, senest med en forrygende flot indsats i venskabskampen mod Tyskland. Han er tilmed fast mand for sit klubhold Ajax Amsterdam.

Og naturligvis er Christian Eriksens talent ikke gået Michael Laudrups næse forbi. Danmarks bedste fodboldspiller nogensinde er begejstret for Christian Eriksens eksplosive udvikling.

- Det er helt sikkert en spiller med et stort talent. Han har gjort det rigtig godt i Ajax og er nu kommet ind omkring landsholdet, siger Michael Laudrup til Sporten.dk

Han maner dog til besindelse midt i en tid, hvor Christian Eriksen skamroses i medierne.

- Christian har helt klart nogle kvaliteter, men han er stadigvæk ung, så man skal passe på, at man ikke lægger for meget pres på hans skuldre med det samme. De unge spillere har altid større udsving. Jeg synes, at vi skal lade ham udvikle sig stille og rolig, og så skal vi være glade for, at vi har så stort et talent inde omkring landsholdet, siger Laudrup.

Han mener, at vi først om tre-fire år ved, hvor langt Christian Eriksen kan nå som fodboldspiller.

Det var nu ikke blot Christian Eriksen, som gjorde en god figur i venskabskampen mod Tyskland. Et helt kuld af nye, unge spillere med Nicklas Petersen og Mike Jensen i spidsen gjorde sig positivt bemærket i deres landsholdsdebut. Michael Laudrup mener ikke, at det er overraskende, at vi netop nu får en hel del nye ansigter at se i landsholdstrøjen.

- Det er meget naturligt, at der kommer nye ind og andre, som falder fra. Især efter slutrunder, hvor mange af de rutinerede tænker; jeg tager den her slutrunde med, og så stopper jeg bagefter, så jeg ser det som helt naturligt, siger Laudrup.