Han ville have landstræner Brian Riemer til at handle. Med det samme.
Men Riemer havde ikke mange muligheder på taktiktavlen, da landsholdsstjernen Joachim Andersen efter 32 minutter stormede hen til den danske bænk med et klart krav.
Kort forinden var Litauen blevet én mand mindre på banen, da Edgaras Utkus fik et rødt kort i 5-0-nedsablingen af gæsterne.
Og det ville Andersen have lavet om.
»Han har ikke tjekket FIFA-reglerne, tror jeg. Han så sur ud, og jeg tænkte: 'Hvad sker der?'.«
»Og så sagde han 'Brian, tag fat i fjerdedommeren, sig, de skal sætte en ekstra mand ind.' Det må man altså ikke, Joachim. Det var ment af et godt hjerte,« forklarer landstræner Brian Riemer.
For danskerne var allermest interesseret i at blive matchet over 90 minutter med lige mange spillere på banen i testkampen.
Men når reglerne ikke giver mulighed for det, glæder landstræneren sig over de første 30 minutter.
»Jeg har sagt til spillerne dernede, og jeg siger det også til jer her: Det er jo pisseirriterende, at de får et rødt kort.«
»Vi havde håbet på at spille 11 mod 11 hele kampen, men vi fik en god halv time, hvor vi viste, hvordan man skal spille sådan en kamp som denne ved at score tre mål. Det var et klart fokusområde for mig efter kampen mod Nordirland,« lyder det fra Riemer.
De danske mål blev scoret af Mika Biereth, Christian Eriksen, Kasper Dolberg, Rasmus Nissen Kristensen og Anders Dreyer.