Den polske stjerneangriber Robert Lewandowski er et af de varmeste angribernavne hos Real Madrid, der angiveligt er parate til at hente ham til Spanien til sommer, og ifølge tyske Bild kan interessen have påvirket hans indsats på træningsbanen i Bayern München.

En reporter fra det store tyske medie, der var til stede ved Bayern-træningen onsdag, skriver i denne analyse, at Robert Lewandowski røg i et større skænderi med Mats Hummels, der beskyldte ham for at have fokus på alt andet end træningen.

Skænderiet skal angiveligt være opstået i forbindelse med en øvelse, hvor spillerne trænede taktisk, og hvor Hummels og Lewandowski var på samme hold. I stedet for at hjælpe til med at forsvare skulle Lewandowski have sat sig ned for at binde snørebånd, hvorpå Corentin Tolisso opsnappede bolden og scorede.

Det fik ifølge Bild Mats Hummels til i raseri at løbe hen til Lewandowski og anklage ham for at være for fokuseret på andre ting – ifølge analysen hentydede han til Real Madrid-interessen – og spillerne skal efterfølgende have skændtes både aggressivt og længe uden efterfølgende at undskylde over for hinanden.

Således gengiver Bild dele af ordvekslingen:

Hummels: »Lewy, er du seriøs? Er du helt seriøs, når du vælger at binde dine snørebånd? Det er idiotisk!«

Lewandowski: »Du mistede jo lige bolden!«

Hummels: »Det var en fejl. Men når det gælder dig selv, så har du en helt forkert holdning.«

Lewandowski: »Du mister jo altid bolden. Du snakker bare!«

Hummels: »Hold bare din kæft og forsvind!«