Det kan være svært for en ung mand at flytte langt væk fra familien.

Det oplever Manchester Citys 20-årige offensivspiller Leroy Sane lige nu på den hårde måde.

I sommer skiftede den unge tyske fra Schalke 04 til Pep Guardiolas Manchester City for en pris i omegnen af 325 millioner kroner, men starten i det nordengelske har været hård. På banen er det kun blevet til enkelte optrædener, mens tilværelsen i den engelske industriby har været ensom.

Og hvad gør man så? Ringer til mor.

Ifølge engelske Daily Mail flyver Leroy Sanes mor regelmæssigt over Nordsøen for at støtte sin søn, som ifølge manager Guardiola har brug for mere tid til at integrere sig i Manchester City.

»Nogle gange har du mere tid til at tilpasse dig, til at lære, hvordan vi spiller og sige til dig selv: 'Okay, jeg er her, og jeg er god nok til at spille',« siger Guardiola ifølge Daily Mail.

Han erklærer sig dog tålmodig og mener, at tiden er på den unge tysker side.

»Han er ikke kommet her for tre måneder, han er kommet for fem eller seks år. Han er et kæmpe talent, hans fysiske tilstand er hurtig en mod en.«

Når mor ikke er på besøg kan Leroy Sane, som er noteret for fem tyske landskampe, glæde sig over opbakning fra landsmanden Ilkay Gündogan. Tysk-tyrkeren er allerede en succes i City og kan se ligheder i et af sine egne klubskifter tidligt i karrieren.

»Du kan se, at han stadig er lidt genert, men han er kun 20 år. Jeg gik igennem en lignende situation, da jeg skiftede fra Nürnberg til Dortmund, så jeg ved, hvordan det føles.«

»Han skal gøre det, han kan, og det vil han også gøre her i Manchester City. Jeg giver ham al den støtte, han behøver,« siger Ilkay Gündogan.