En tå forrest her. Et pres ekstra der.

Det så ud til, at Jonas Wind havde sat sig for at tage masser af ansvar, da FC København fik målmand Kamil Grabara udvist efter mindre end ti minutter af 2-1-nederlaget til PAOK i Conference League.

Den 22-årige angriber er da også blandt de mest rutinerede på et FC København-hold, der kæmper med skader for tiden. Og i mangel på ledere måtte Jonas Wind ind og tage sit ansvar i en periode, hvor han selv slider med at finde målformen.

»Vi har mistet nogle nøglespillere på det seneste, og så er der andre, der må steppe op. Det gælder også mig. Jeg forsøger hele tiden at tage ansvar på den måde, jeg nu gør inde på banen,« siger Jonas Wind og fortsætter:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det samme i dag, selvom det er lidt svært, når vi kommer en mand i undertal, og jeg ligger deroppe og kæmper alene. Det var arbejdsvilkårene. Jeg prøvede bare at suge bolden til mig og holde fast i kuglen.«

Og netop de to ting havde Jonas Wind held med, men det er også helt klassiske forcer i landsholdsangriberens repertoire. Mere iøjnefaldende var boldjagten og den tro, som han som en af få på FC København-holdet viste, mens flere af holdkammeraterne smed den ene bold efter den anden væk.

Selv er han dog ikke meget for at tale om, at han skulle have gjort noget markant anderledes i en FCK-kamp, hvor det altså var lettere at finde dårlige præstationer end gode - og hvor Jonas Wind stod for en af de få sidstnævnte.

»Jeg ved ikke, om der er lagt noget ekstra ansvar på. Det er også en del af min udvikling. Jeg har spillet mange kampe efterhånden, så det falder mig rimelig naturligt,« lyder det fra Wind.

Han og FC København skal nu se, om de kan få rettet op på formen, der efter nederlaget til PAOK nu lyder på tre kampe i træk uden tre point. Det skal de mod ærkerivalerne fra Brøndby i et derby, der spilles for fuldt hus på Brøndby Stadion på søndag.