Den 20-årige Raheem Sterling er på tærsklen til at blive en af verdens dyreste fodboldspillere nogensinde. Et skifte ikke alle Liverpool-tilhængere lovpriser.

Den hurtige kantspiller forventes præsenteret i Manchester City indenfor kort tid, hvor han skifter til fra liga-konkurrenterne fra Liverpool FC for cirka en halv milliard danske kroner.

Men selvom drømmeskiftet er på plads, og Sterling de næste fem år kan se frem til en ugentlig løncheck på 2 millioner danske kroner, er det ikke alt, der er fryd og gammen.

Skiftet har således fået nogle Liverpool-fans så langt op i det røde felt, at politiet i Liverpool nu bekræfter, at de er i gang med en efterforskning af flere truende beskeder rettet mod Sterling - og hans blot treårige datter.

Overalt på de sociale medier bliver stjernen kritiseret og drillet, men især nogle brugere på Twitter går skridtet videre. Et af eksemplerne er Ifølge Daily Telegraph denne trussel, som en bruger har skrevet:

»Jeg har tænkt mig at jage din datter og låse hende inde, din fucking ni****! At forråde min klub for penge, typisk fucking b*****!«

Og det var langt fra det eneste eksempel på usmagelige ytringer mod Sterling, der har jamaikanske rødder. Mandag aften fortalte politiet til lokalavisen Liverpool Echo, at en sag nu er åbnet:

»Sproget i disse tweets er afskyeligt. Vi tager episoden ekstremt alvorligt, og en efterforskning hos Liverpool politi er påbegyndt,« siger en talsmand til Liverpool Echo.

»Folk, som bruger internettet til at ramme andre, og som begår kriminelle handlinger såsom chikane eller hate-crime, er ikke uden for lovgivningen og kan forvente at blive retsforfulgt,« lyder det.

I sidste uge oplevede Sterling også en regulær storm af trusler, da hans private telefonnummer blev lækket på Twitter. Det medførte angiveligt, at den 20-årige vågnede op til flere end 3200 beskeder. Heraf har nok de færreste haft venlig og støttende karakter.

Raheem Sterling har spillet i Liverpool i knap fem år, efter han blev hentet til Merseyside-klubben fra Queens Park Rangers som bare 15-årig.