Moussa Dembélé er velvidende om, at Real Madrid har haft bud efter ham.
Belgiske spillere har været involveret i et par store transfers denne sommer. Den ombejlede forsvarsspiller, Jan Vertonghen, skiftede forrige måned til Tottenham, mens årets spiller i Frankrig, Eden Hazard, tog turen til Champions League-vinderne fra Chelsea.
Nu kan et tredje storskifte for den lille nation være under opsejling. Ifølge den belgiske avis Het Nieuwsblad er der tale om Fulham-spilleren Moussa Dembélé, som avisen citerer for at have været i forbindelse med Real Madrid.
- Der var kontakt mellem Real og min agent. De forhørte sig om noget information , men det var det hele, siger Dembélé til avisen.
Selvom der angiveligt er bud efter den offensive midtbanespiller fra øverste hylde, er hovedpersonen selv i tvivl om, hvorvidt han ender med at drage væk fra Fulham i det nuværende transfervindue.
- Jeg ved det ikke. Faktisk kan jeg ikke sige noget som helst omkring det, fortæller belgieren.
Moussa Dembélé kom til Fulham fra hollandske AZ Alkmaar tilbage i 2010.