Den tidligere Everton-træner Ronald Koeman er blevet ansat som landstræner for Holland frem til VM i 2022.

Ronald Koeman bliver manden, der skal føre Hollands fodboldlandshold tilbage til bedre tider.

Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) har tirsdag ansat 54-årige Koeman på en aftale frem til VM i 2022.

Håbet er at Ronald Koeman kan føre Holland til succes ved slutrunden i Qatar efter flere år med miserable resultater for det hollandske landshold.

Hollænderne er ikke med ved sommerens VM i Rusland, da man måtte nøjes med en tredjeplads i kvalifikationen bag Frankrig og Sverige.

Ligesom Danmark deltog Holland heller ikke ved EM i 2016 i Frankrig på grund af dårlige resultater i kvalifikationen.

Koeman var senest ansat i engelske Everton. I oktober blev han fyret efter en sløj sæsonstart.

Ronald Koeman var som aktiv spiller bl.a. i FC Barcelona, hvor han spillede sammen med Michael Laudrup. Dengang var Ronald Koeman kendt som en ekspert på frispark, hvor han ofte scorede spektakulære mål.

ØVERST PÅ SIDEN KAN DU SE EN VIDEO MED RONALD KOEMAN FRA HOLLÆNDERENS TID I EVERTON

/ritzau/AFP