Thibaut Courtois har hjemve.
Chelsea-målmanden vil tilbage til Madrid, hvor han i tre år – fra 2011-2014 – etablerede sig som en af verdens bedste målmænd i Atletico Madrid.
Men det er i den helt store hovedstadsklub, at den belgiske stjernemålmand ser sin fremtid: I Real Madrid.
Ifølge AS har Thibaut Courtois bagland utvetydigt gjort det klart for klubben, at han er interesseret i et skifte.
Real Madrids svar: »Vi er interesserede.«
Det er den velinformerede og respekterede journalist og forfatter Guillem Balagué, der skriver om forbindelsen i Madrid-mediet.
Der er også andre vægtige ting i Madrid, der trækker i Thibaut Courtois
I april i år stod han frem og fortalte, at han gik fra sin gravide kæreste, Marta Dominguez, der på dét tidspunkt ventede parrets andet barn.
»Vi har bare været venner siden september. Og det er nemlig, hvad vi er. Venner. Selvom Marta venter vores andet barn, så flytter hun til Madrid, mens jeg fortsætter med at bo i London,« sagde den belgiske målmand dengang.
Nu vil den 25-årige målmand altså ikke længere leve så langt fra sin eks-kæreste og de to børn.
På grund af usikkerheden omkring Thibaut Courtois’ fremtid opererer Chelsea i øjeblikket ifølge AS med en plan A og en plan B i forhold til målmandspositionen:
- A) Få en forlængelse af Courtois’ kontrakt, der udløber i sommeren 2019, på plads. Den skal gøre belgieren til verdens bedst betalte målmand.
- B) Få fundet en afløser. Her er der angiveligt flere kandidater på listen, men to navne står lidt klarere: Sevillas Sergio Rico og Atletico Madrids Jan Oblak.
AS skriver, at Thibaut Courtois allerede har afvist Chelseas første udspil til en ny kontrakt, der ville have fordoblet målmandens nuværende løn, der lige nu er på lige ca. 840.000 kroner om ugen. Se alle mål fra julens 20. Premier League-spillerunde øverst i artiklen
Også i Real Madrid er der under alle omstændigheder forandringer på vej i målet. Her har førstemålmand Keylor Navas haft en ujævn sæson.
Derfor skulle klubben mere eller mindre have sikret sig Athletic Bilbaos Kepa Arizzabalaga i det kommende vintertransfervindue.
Så vil tiden vise, om han skal tage kampen op med Thibaut Courtois i fremtiden.