Det kom som noget af en overraskelse for mange, da det mandag blev offentliggjort, at Chelsea-legenden John Terry er ny spiller i Aston Villa. Særligt én bestemt Aston Villa-fan måtte æde sine ord og modtage nyheden med blandede følelser.

For da det midt i juni kom frem, at Birmingham-klubben skulle være interesserede i at hente den 36-årige forssvarsgeneral, gav den trofaste Aston Villa-fan ved navn Guy Higgins ikke meget for det. Faktisk troede han så lidt på det, at han på Twitter helt uopfordret valgte at afgive et løfte lidt ud over det sædvanlige.

'Hvis JT (John Terry, red) skriver under med Villa, får jeg hans navn tatoveret på min røv #DetSkerAldrig'.

Mandag skete det så, da Championship-klubben på meget original vis præsenterede John Terry som ny spiller.

Herefter gik der ikke længe, før flere forskellige brugere på Twitter begyndte at holde Guy Higgins op på det, han havde lovet. Han holdt sit løfte og smuttede til tatovøren.

'Det er en smule ømt, men den er færdig. Hvis vi i fremtidenbliver kædet sammen med Messi, tier jeg bare stille....'

'John Terry. Leder, Kaptajn, Villan. SOTC,' har den lidt for kække fan fået skrevet på sin bagdel. Sidstnævnte forkortelse står for 'Shit On The City' og henviser til rivalerne fra Birmingham City.

Guy Higgins var selvsagt stensikker på, at handlen aldrig ville ske, og til engelske Mirror forklarer han, hvorfor han valgte at skrive, hvad han skrev.

»Jeg troede virkelig, virkelig ikke, at han nogensinde ville komme til klubbe. Da jeg skrev kommentaren, tænkte jeg slet ikke over det,« siger Guy Higgins.

»Masser af Villa-fans havde gemt kommentaren og begyndte at vende tilbage med det, da historien om John Terry begyndte at tage fart. Jeg vil helt sikkert aldrig afgive sådan et løfte igen, det kan jeg forsikre jer om!«