Det er en stor dag for Aston Villas hårdt prøvede fans, som i næste sæson kan se frem til John Terry som styrmand i forsvaret i The Championship.
Noget af et scoop for storklubben, som rykkede ud af Premier League for et år siden.
Dermed træder Chelsea-legenden i fodsporene på danske Martin Laursen, der i flere sæsoner var den ubestridte lederfigur i Aston Villas forsvar dengang klubben stadig var noget ved Premier League-musikken.
Netop Laursen, som spillede i klubben fra 2004 til 2009, spiller en vigtig rolle i en ganske morsom video, som Aston Villa har lagt ud på de sociale medier.
Aston Villas SoMe-folk har lavet en falsk WhatsApp-chat-samtale mellem klubbens ejer, kinesiske Dr. Tony Xia, klubbens træner, Steve Bruce, og en række andre af klubbens nuværende og tidligere spillere.
Her melder klubejeren ud, at han har signet 36-årige John Terry, hvilket skaber stor tilfredshed hos Steve Bruce. Klubbens mangeårige angriber Gabriel Agbonlahor er også glad for, at John Terry skal iføre sig den røde og lyseblå trøje.
»Han må være den bedste forsvarer, klubben har haft,« skriver Agbonlahor i videoen, hvilket straks får Martin Laursen til at forlade gruppe-samtalen. Også den tidligere svenske landsholdsforsvarer Oluf Mellberg forlader samtalen.
John Terry får en etårig kontrakt med Aston Villa, som i sidste sæson endte på en 13.-plads i The Championship.
Se hele den morsomme video herunder: