Raheem Sterling har modtaget en personlig undskyldning fra den bulgarske legende Hristo Stoichkov.

Undskyldningen kommer i kølvandet på de racistiske tilråb, som de bulgarske fans rettede mod de mørke engelske spillere, da Bulgarien og England mødte hinanden tidligere på måneden.

Efter kampen gav Hristo Stoichkov et interview til mediet TUDN, hvor han grædende fortalte, at det bulgarske landshold fortjente en lang straf for de skandaløse scener.

»Løsningen er, at fansene ikke er velkomne på stadion. Eller måske endda en endnu hårdere straf. Som i England nogle år tilbage, hvor de havde fem år uden deltagelse i fodbold. Det gælder både landshold og klubhold. Tror du, at jeg føler mig komfortabel?« sagde den bulgarske stjerne, inden han brød sammen i gråd.

Kampen i Bulgarien blev afbrudt to gange.
Kampen i Bulgarien blev afbrudt to gange. Foto: Carl Recine
Vis mere

Nu har Stoichkov selv undskyldt på Bulgariens vegne over for Raheem Sterling, skriver SkySports.

Den tidligere Barcelona-spiller havde i samarbejde med en anden tidligere Barcelona-spiller og nuværende fodbolddirektør i Manchester City, Txiki Begiristain, arrangeret et videoopkald, hvor han kunne undskylde over for Sterling, og ifølge SkySports skulle Stoichkov også her være brudt sammen.

Stoichkov har spillet 84 landskampe for Bulgarien og har også været træner for landsholdet fra 2004-2007, og der er derfor næppe mange bedre til at tale på vegne af fodbolden i Bulgarien.

UEFA har åbnet en sag mod det bulgarske fodboldforbund for at afgøre, hvorvidt det bulgarske landshold skal straffes på den ene eller anden måde.