Hristo Stoichkov kunne ikke holde tårerne tilbage.

»Folk fortjener ikke at lide.«

Det siger Barcelona-legenden i et tv-interview med mediet TUDN – Futbol Central, skriver Marca. Klippet kan ses i bunden af artiklen.

Legenden bryder i interviewet grædende sammen, da han fortæller, at han synes, at Bulgarien skal have en lang straf, der kan betyde en længere udelukkelse fra fodbold både for landshold og klubhold.

Det kommer i kølvandet på balladen, der var i kampen mellem Bulgarien og England, hvor bulgarske fans kom med racistiske tilråb mod Englands mørke spillere. Og det fordømmer Stoichkov.

I interviewet spørger journalisten 53-årige Stoichkov, hvad løsningen på problemet med de racistiske tilråb er, hvortil Stoichkov svarer:

»Løsningen er, at fansene ikke er velkomne på stadion. Eller måske endda en endnu hårdere straf. Som i England nogle år tilbage, hvor de havde fem år uden deltagelse i fodbold. Det gælder både landshold og klubhold. Tror du, at jeg føler mig komfortabel?« slutter den bulgarske stjerne, inden han bryder sammen i gråd.

Hristo Stoichkov var i 90'erne en stor stjerne for FC Barcelona, hvor han blandt andet spillede sammen med Michael Laudrup. Den bulgarske angriber var i den spanske storklub over to omgange i 90'erne. Først var han i klubben i 1990-1995, hvor det blev til 151 kampe og imponerende 76 mål.

Michael Laudrup og Hristo Stoichkov (th.) inden en testemonialkamp på Johan Cruyffs Barcelona Dream Team for mange år siden.
Michael Laudrup og Hristo Stoichkov (th.) inden en testemonialkamp på Johan Cruyffs Barcelona Dream Team for mange år siden. Foto: PETER JUUL MADSEN
Vis mere

Så var angriberen et smut i italienske Parma, inden han vendte 'hjem' til FC Barcelona i1996 og spillede til 1998, hvor det blev til syv kasser i 24 kampe.

Han har spillet 84 landskampe for Bulgarien, hvor det blev til 37 mål. Fra 2004 til 2007 var Stoichkov endda manager for det bulgarske landshold.

I sin karriere nåede Stoichkov at vinde Ballon d'Or i 1994 og blive topscorer ved VM samme år med seks mål, da Bulgarien helt sensationelt blev nummer fire ved VM.

Hristo Stoichkov sluttede sin karriere i 2003, da han spillede for amerikanske D.C. United.