Der kan være en risiko for, at den i gangværende landsholdskonflikt kan komme i vejen for Danmarks U21-landshold, når truppen efter planen samles på mandag.

Der er trods ugers forhandlinger stadig ingen ny landsholdsaftale på plads mellem DBU, Spillerforeningen og spillerne på Danmarks kvindelandshold samt herrenes U21-landshold.

Mens det primært har været kvindelandsholdets aftale, der indtil har været i fokus, så er virkeligheden også, at herrenes U21-landshold heller ikke står med en gyldig landsaftale i hånden.

Og det kan få konsekvenser, når U21-landsholdet efter planen møder ind hos træner Niels Frederiksen før de to kommende EM-kvalifikationskampe mod Georgien og Finland 6. og 10. oktober.

Det vurderer Kim Hallberg, der er elitechef i DBU og sidder med ved forhandlingsbordet med spillerne.

»Risikoen for en aflysning er der altid, når ikke der er en aftale på plads, men vi forhandler om den, og det er i alles interesse, at den bliver spillet. Det tror og håber jeg, den bliver. Det skal den for dansk fodbolds skyld« siger han til BT.

Selvom Kim Hallberg bevarer troen på, at konflikten ikke får lov at gå ud over U21-landsholdets to vigtige kampe, så endte kvindernes konflikt i udeblivelse og aflysning af en ellers udsolgt træningskamp mod Holland.

Her nåede partner at redde kvindernes kvalifikationskamp mod Ungarn via en delaftale i sidste øjeblik. Men om delaftalen er nok til, at også U21-landsholdet møder op og afvikler de to kommende kampe er ikke endeligt bekræftet.

Trods usikkerheden og de endnu ikke afsluttede forhandlinger mellem DBU og spillerne, tror og håber U21-landstræner Niels Frederiksen, at hans spillere møder op i den planlagte træningslejr på mandag.

»Jeg føler mig helt overbevist om, at de her kampe bliver afviklet som planlagt. Det er simpelthen så vigtigt for spillerne og dansk fodbold. Jeg har en formodning og forventning om, at tingene kommer til at lykkedes i sidste ende,« siger Niels Frederiksen til BT.

Den usikre situation omkring holdet får dog ikke umiddelbart Niels Frederiksen til at tænke i alternativer, hvis konflikten ender med at eksplodere mellem hænderne på partnerne i forhandlingslokalet.

»Plan A er, at vi spiller de to kampe med de spillere, der er udtaget. Det tror jeg fuldt og fast på, vi kommer til. Derfor gør jeg mig overhovedet ikke frustrationer eller overvejelser i forhold til noget andet. Så jeg vil ikke arbejde med en plan B, fordi jeg tror på, at plan A kommer til at fungere,« siger Niels Frederiksen.

BT har også været i kontakt med Spillerforeningen. Her oplyser deres pressechef, at man ikke har nogen kommentarer til forhandlingerne, så længe de er i gang.

Mens kvindelandsholdets kamp mod DBU har handlet om alt fra lønvilkår, stipendier og til at blive anerkendt som lønmodtagere, så har U21-landsholdets krav til DBU endnu ikke været fremme i offentligheden.

Men det er formentlig ikke utænkeligt, at netop spørgsmålet om lønmodtager og arbejdsgiver-forholdet også her spiller en central rolle i de i gangværende forhandlinger.