Danske Andreas Christensen med tilnavnet 'AC' spillede en uheldig hovedrolle, da Chelsea søndag tabte 0-1 ude mod Manchester City., som scorede kampens eneste mål i begyndelsen af anden halvleg.

På en lang City-fremlægning fik den danske midterforsvarer ikke sparket bolden væk, og i stedet endte det hele med, at Bernardo Silva kunne bringe Premier Leagues førerhold foran.

»Det er en skam, at de scorede efrer 30 sekunder af anden halvleg. Det ændrede kampen. Min taktik var ikke at give dem plads imellem straffesparksfeltet og midterlinjen. Gør man det mod Manchester City, så risikerer man at tabe med mange mål,« sagde Chelseas manager, Antonio Conte, efter kampen ifølge BBC.

LÆS OGSÅ: Ny fejl af 'AC' blev dyr: City forstærker Chelseas problemer

Det er anden gang inden for kort tid, at 'AC' begår en kostbar fejl. Det skete også mod FC Barcelona i Champions League i sidste måned, hvor kampen sluttede 1-1, efter at Chelsea ellers havde ført 1-0.

Chelsea vandt det engelske mesterskab t i sidste sæson, men alt tyder på, at de må aflevere trofæet efter denne sæson til netop Manchester City.

Andreas Christensen (tv) header bolden væk i kampen mod Manchester City. Han begik imidlertid også en fejl, der blev dyr.
Andreas Christensen (tv) header bolden væk i kampen mod Manchester City. Han begik imidlertid også en fejl, der blev dyr. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

»Det er et meget svært hold at spille imod. De er et hold med høj kvalitet over hele linjen og en fantastisk mentalitet. Når man så indkasserer det mål efter 30 sekunder af anden halvleg, så bliver det svært at komme tilbage. Havde vi ikke gjort det, kunne vi måske have spillet mere simpelt. Vi spiller mod et hold, der er 25 point foran vores eget. Så skal man spille med omtanke. Vi prøvede at spille med tålmodighed, for chancen er der for at få point, når man kun er bagud 0-1. Men man skal samtidig passe på, for ellers risikerer man at tabe med tre eller fire mål,« sagde Chelseas italienske manager.

Hans kollega i Manchester City, Josep Guardiola, var til gengæld et stort smil.

»At vinde over de regerende mestre på den måde, som vi gjorde i dag, føles så godt. Det var så vigtigt. Vi skal bruge fire sejre til, så er mesterskabet vores,« sagde han.

DU KAN SE HØJDEPUNKTER FRA KAMPEN MELLEM MANCHESTER CITY OG CHELSEA I VIDEOEN ØVERST PÅ SIDEN