KOMMENTAR
Det danske kvindelandshold fik en flot start på VM-kvalifikationen, og efter sejren over Ungarn fortalte Sanne Troelsgaard, at stridighederne mellem DBU, spillerne og Spillerforeningen nu er lagt på hylden. På søndag slutter forhandlingerne om en ny landsholdsaftale, sagde hun på direkte tv til DR, og så kunne intet vel være bedre?
Nej, hvis det går sådan, er vi kommet langt. Men for at det ulykkelige forhandlingsforløb skal ende lykkeligt, bør parterne blive enige om minimum to punkter.
For det første skal aftalen være så tydelig, at den også kan danne grundlag for den kommende landsholdsaftale for herrerne, så vi ikke ser en gentagelse, når den skal genforhandles senest i 2018.
Og for det andet skal DBU og Spillerforeningen enes om, at de har et fælles mål om at fremme dansk fodbold, og derfor finde en anden måde at forhandle fremtidige aftaler hjem på. Eksempelvis ved hjælp af en fast aftale om mægling.
Vi tager dem en for en:
1. Da DBU og Spillerforeningen natten til mandag enedes om en delaftale, accepterede de også, at de ikke var enige om, hvordan spørgsmålet om arbejdsgiver- og arbejdstagerforholdet skulle besvares. Det bliver den helt store knast. Hvor Spillerforeningen ønsker, at DBU accepterer rollen som arbejdsgiver og de forpligtelser, der følger med, argumenterer DBU for, at spillerne allerede er ansat i deres klubber, og at sporten i øvrigt er en anden størrelse end det almindelige arbejdsmarked. På det almindelige arbejdsmarked er arbejdsgiver for eksempel forpligtet til at forsikre deres ansatte, betale barsels- og sygedagpenge, ATP, elevrefusion og til at varsle deres ansatte om opsigelser. Det giver i min bog ingen mening, at et forbund, der kun i perioder - og ikke som primær arbejdsgiver - har spillerne til rådighed forpligtes til den salgs.
Giver det mening, at spillerne skal have en forsikring? Ja. Så lav dog en aftale om det. Giver det mening, at spillerne skal have barsel? Nej. Så stryg det punkt og tag det næste. I stedet for at diskutere, om den ene og den anden er arbejdsgiver og arbejdstager eller ej, ville det give mening at forhandle om de punkter, der er relevante. Husk, at spillerne jo allerede har en overenskomst med klubberne. Det er ikke givet, at sporten skal ligge under arbejdsretten og kun opererer inden for dens rammer.
Uanset hvor aftalen lander, er det allervigtigste for dansk fodbold, som begge parter har en forpligtelse til at tilgodese, at aftalen bliver klar nok til, at den kan genbruges ved fremtidige aftaler. Ellers bliver den kun en isoleret succes. Det er den der med at tisse i bukserne for at holde varmen kortvarigt.
2. Jeg glædede mig over at se LO og DIF få plads ved forhandlingsbordet. Jeg skal ikke tage æren for, at det skete, men faste læsere vil vide, at jeg i weekenden opfordrede parterne til at tage imod DIF og LOs tilbud om mægling. Positionerne var på kort sigt så fastlåste, at det ikke virkede realistisk at nå en aftale inden den vigtige kamp mod Ungarn, og i et historisk perspektiv så gennemsyret af personlige opgør og modstridende interesser, at de ikke var frugtbare for at skabe langvarig holdbarhed.
Hvis DBU og Spillerforeningen vedkender sig deres respektive ansvar for fodbolden, bør de være interesserede i at undgå denne slags konflikter fremover. Da klubberne under Divisionsforeningen og spillerne under Spillerforeningen sidst var i konflikt, endte sagen i forligsinstitutionen, der har til opgave at bilægge stridigheder mellem arbejdsgivere og arbejdere. Kunne man forestille sig, at LO og DIF fremover havde fast sæde ved forhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen? Eller et initiativ til oprettelse af en sportslig mæglingsinstitution med speciale i de særlige forhold, der gælder der? Tanken er hermed plantet.
