Da Åge Hareide endelig fik rigtig succes med det danske landshold, var det med fuld fart på hans norske fodboldarv: Lange bolde op mod Henrik Dalsgaard og Andreas Cornelius og masser af fysiske dueller. Som landstræneren selv siger, ”tog vi luftvejen” mod Polen og Armenien.
Er det ok for et dansk landshold? Ja, selvfølgelig.
Når Danmark på søndag har spillet sin sidste kamp i VM-kvalifikationsgruppe E, deltager jeg i et debatprogram på 6’eren, hvor et af emnerne med al sandsynlighed handler om, hvorvidt det er ok, at Åge Hareide spiller, som han gør, eller om Danmarks landshold er forpligtet til at spille på en særlig måde. En særlig fin måde? Et relevant spørgsmål efter halvandet årti under Morten Olsens ledelse, hvor det ikke blot var resultaterne, men også måden, der var vigtig. Morten Olsen gad ikke vinde, hvis prisen var, at han skulle spille primitivt.
Da Sepp Piontek havde professionaliseret dansk fodbold i 1980’erne, konceptualiserede Morten Olsen den i det nye årtusind. En smuk udvikling der gav dansk fodbold en identitet, tegnede en rød tråd i talentudviklingen og på mange måder var med til at udvikle dansk fodbold og ikke mindst skærpe bevidstheden om, hvad det vil sige at udvikle fodboldspillere. Det var samtidig en af Morten Olsens kongstanker, at det kun var ved selv at tage ejerskab over bolden og initiativ over kampen, at landsholdet kunne flytte sig derop, hvor det blev muligt ikke blot at besejre de små, men også de helt store fodboldnationer.
Men i de sidste mange år under Morten Olsen blev landsholdet både gennemskueligt og kedeligt, og det er min påstand, at konceptet blev en hæmsko for nytænkning, kreativitet og i sidste ende resultaterne.
Ansættelsen af Åge Hareide for to år siden var det et meget bevidst og tydeligt opgør med Morten Olsens stil. Der skulle spilles mere på langs af banen og mindre til siden. Den mission er lykkedes i en sådan grad, at vi nu er endt med at skulle tale om, at boldene måske endda er blevet FOR lange og FOR høje, selvom resultaterne endelig er så gode, at Danmark har pæne chancer for at komme til en VM-slutrunde.
Jeg tror faktisk ikke, det var Åge Hareides intension, da han kom til Danmark, at vores landshold i så høj grad som i sejrene over Polen og Armenien skulle ligne 1990’ernes Drillo-Norge med lange bolde fra venstrebacken Stig Inge Bjørnebye op til Jostein Flo på højre kant. Og jeg er heller ikke sikker på, det nødvendigvis er sådan, Danmark kommer til at spille fremover. Måske i aften mod Montenegro og på søndag mod Rumænien, hvis det er sådan han kan skaffe Danmark til VM, og lykkes den mission, skal han ikke høre noget herfra. Det er egentlig det eneste, det handler om.
Så længe Christian Eriksen og Pione Sisto er med, og så længe landsholdet scorer tre eller fire mål, hver gang det spiller, må Åge Hareide spille lige så langt og højt, han vil. Og så længe bliver det aldrig så norsk, at det gør noget. Trods alt.
