KOMMENTAR
Jeg er ikke sikker på, jeg havde taget den person alvorligt, der for et år siden havde påstået, at 2017 ville blive det bedste landskampsår i mere end 10 år, og at Danmark i begyndelsen af oktober ville have spillet ni kampe i træk uden at tabe og derfor være klar til playoff.
Det havde ikke givet nogen mening dengang i efteråret 2016, da Danmark havde tabt til Montenegro.
Jeg havde nok heller ikke troet på det, hvis nogen havde sagt, at Christian Eriksen – knægten der kun havde scoret seks gang i 57 kampe under Morten Olsen – ville skyde sig op på otte scoringer i VM-kvalifikationen (se Eriksens mål mod Rumænien HER). Eller Nicklas Bendtner ville starte inde i den sidste kamp mod Rumænien. Hvis jeg havde købt netop dén påstand, havde jeg til gengæld nok både troet på, at han ville snegle sig af sted og brænde en friløber for siden at sikre Danmark det straffe, som Christian Eriksen siden scorede på. Det var meget bendtnersk.
Men sådan blev det, og 2017 er indtil videre et rigtig godt år for det danske herrelandshold, der nu er ubesejret i ni kampe på stribe, hvilket ikke er sket siden 2006, og nu venter to dramaer om en VM-billet mod en modstander, vi lærer at kende den 17. oktober. Det er så meget bedre, end det kunne have været efter et skidt 2016, og et 2017, der begyndte med endnu en konflikt mellem spillerne og DBU. Herligt.
SE BTs KARAKTERER TIL DE DANSKE DRENGE HER
Men mens vi glæder os over, at VM er meget tættere på, end det var rimeligt at forestille sig for et år siden, må vi også erkende, at spillet ikke ramte det niveau mod hverken Montenegro eller Rumænien, som det gjorde i 4-0 sejren over Polen og momentvis i 4-1 sejren over Armenien.
Da jeg talte med Åge Hareide før de to kampe mod Montenegro og Rumænien, fortalte han, at han havde oplevet det seneste år som en lang optur. Efter det kedelige nederlag i Parken til Montenegro for et år siden, havde han set kampen igen og igen for at finde ud af, hvad der dog var gået galt. Han fandt sine svar og oplevede forløsningen mod Polen. Jeg spurgte ham, om de kampe var et udtryk for, hvordan Danmarks landshold spiller nu om dage, eller om det var et udtryk for en taktisk disposition i forhold til en specifik modstander. Svaret var, at Danmark kan spille på mange måder; højt, lavt, kort, langt i forsøget på at komme ind på den sidste tredjedel af banen, hvor Åge Hareide meget gerne vil have bolden hurtigt hen. Fint. Det har fungeret i efteråret, Danmark er i playoff. Men vi har også set, at succeserne mod Polen og Armenien først og fremmest var enestående succeser og ikke nødvendigvis udtryk for, at Danmark har et suverænt landshold.
Danmark kan gå ind til playoff-kampene med en tro på, at det kan vinde over alle - eller i det meste næsten ikke tabe til nogen - men det helt flydende, overbevisende spil, har vi ikke set i en hel kamp siden den mod Polen i september. Og slet ikke inden. Mod Montenegro i torsdags kunne det nemt være gået galt, og mod Rumænien gik der for megen tomgang i den. Tempoet og energiniveauet var lavere, chancerne mindre og udstrålingen ikke den samme som i dobbeltsejrene i september. Hvis vi skal have gode chancer for at gå videre fra playoff, er det nødvendigt at hæve niveauet en gang til. Kan vi bruge den rumænske udligning til noget, er det vel derfor som et slags nødvendigt wake up call fra Rumænien.
