Så giver B.T. Sportens klummeskribent, Morten Bruun, sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.

I denne 'Malmø-special' er der skulderklap til en angriber, som spillede sin sidste hjemmekamp med stor stil foran klubbens passionerede fans.

Og så er der skideballe til en anden Malmö FF-legende, som først købte sig ind hos rivalerne, for derefter at komme med en tumpet bemærkning.

Du får Bruuns barometer her:

Ærefuldt, Rosenberg

Hvad gør man, når man forud for sin sidste hjemmekamp ser verdens flotteste tifo udfolde sig? Som tak for alt det, man har gjort for sin barndomsklub? Så gør man som den 37-årige Markus Rosenberg fra Malmö FF. Scorer til 1-0 efter to minutter og scorer sejrsmålet til 4-3 i overtiden!

Manuskriptet kunne ikke være skrevet bedre. Der resterer stadig en kamp for Malmö FFs ikoniske anfører, og det er såmænd i Parken mod FC København i den afgørende kamp om avancement i Europa League.

I Danmark har vi det med at huske Markus Rosenberg for hans andel i den episode med Christian Poulsen, der i 2007 førte til den afbrudte kamp mellem Danmark og Sverige i Parken, men han bør huskes for andet og meget, meget mere. Ikke mindst for sin enestående afslutning på en stor karriere i Malmö FF.

Skamfuldt, Zlatan!

Zlatan kan gøre, hvad han vil. Hvilket han gør. Det er også fair nok. Men heller ikke det falmende svenske fodboldikon kan handle uden konsekvenser.

Senest har Zlatan købt sig ind i Hammarby, en af de bitreste rivaler til hans barndomsklub Malmö FF. Det er én ting. Men hans efterfølgende udtalelser om, at »jeg er sikker på, at Malmös fans vil forstå mig«, viser en dyb mangel på forståelse for de samme værdier, han altid selv har hyldet.

Hvor er loyaliteten overfor det sted, som du kommer fra? De har netop rejst en statue af dig! Er der efterhånden andet end penge, der betyder noget? Som Everton fans altid sagde om Wayne Rooney: »We hate you so much because we loved you so much«.