BBC bekræfter nu, at legenden Gary Lineker stopper som ekspertkommentator og vært på grund af sin adfærd på sociale medier.
Den tidligere fodboldstjerne forlader tv-stationen efter 26 år.
Stjernens farvel sker, efter at Gary Lineker viderebragte en pro-palæstinensisk story på det sociale medie Instagram.
Det skabte en shitstorm, da Lineker delte storyen, som også indeholdt en emoji af en rotte.
I Nazityskland blev skadedyret ofte brugt til at beskrive jøder.
Og det var altså ikke nok, at den tidligere landsholdsspiller hurtigt slettede opslaget og undskyldte.
I en ny erklæring siger Gary Lineker:
»Jeg anerkender fejlen og uroen, som jeg forårsagede og gentager, hvor ked af det jeg er.«
BBC oplyser, at at Gary Lineker stopper, når den sidste Match of the Day er spillet i 2024/25-sæsonen.
Det sker på søndag.
BBCs medieredaktør Katie Razzall kalder Linekers exit for en 'trist afslutning' på stjernens BBC-karriere.
Mere end 10.000 personer har siden opslaget sat deres navn på en underskriftsindsamling, der kræver Gary Lineker fyret.
Og BBCs generaldirektør, Tim Davie, har udtalt, at opkaldene er væltet ind fra folk, der har ønsket angrebslegenden kylet på porten.
»Alle er ansvarlige for BBC's omdømme, og når nogen laver en fejl, koster det os dyrt,« har mediets topchef for nylig sagt.
Han tilføjede:
»Det er strengt nødvendigt, at vi har folk, der eksemplificerer BBCs værdier og følger vores politik for sociale medier. Så simpelt er det.«
Gary Lineker var ifølge flere medier den højest gagerede vært hos BBC med en årshyre i omegnen af 12 millioner kroner.