Arsenal har allerede en lille håndfuld tyskere i truppen, men nu kan kolonien få et nyt medlem.

London-klubben skulle nemlig angiveligt have tilbudt Schalke 04 tæt på 225 millioner kroner for stortalentet Julian Draxler. Det skriver blandt andre den engelske avis Daily Star.

Den offensive midtbanespiller har en frikøbsklausul på 335 millioner kroner, men Arsenal vil tilbyde en aftale, der indeholder forskellige bonus-muligheder afhængig af Julian Draxlers præstationer for Arsenal.

De to klubber skulle åbenbart have forhandlet om Draxler allerede i sommer, og Arsène Wenger ser den unge tysker som en ny Thierry Henry i klubben.

Julian Draxler skulle også være interesseret i skiftet og have fortalt, at han vil bytte Rurh-distriktet ud med London,inden transfervinduet udløber på fredag.

Chelsea skulle også have været inde i billedet til den 20-årige tysker, men med deres køb Mohamed Salah fra Basel, har de trukket følehornene til sig igen.

Ifølge Daily Star tilbød Schalke allerede sidste år Draxler til Arsenal, men London-klubben ville ikke betale den fulde frikøbsklausul.

Arsenal har allerede tyskerne Mesut Özil, Lukas Podolski, Serge Gnabry og Per Mertesacker i klubben.