Til sommer kan du opleve Vicki Berlin i noget så meget nede på jorden som Odense Sommerrevy. Men i disse dage indtager hun Hollywood som en anden superstjerne.

Der er VIP-treatment konstant for den 45-årige danske skuespiller, der spiller rollen som Paula i Ruben Östlunds film, 'Triangle of Sadness', der er nomineret til årets bedste film til Oscar-prisen.

»Bare når jeg går rundt her, ved folk, hvem jeg er. Det er en crazy fornemmelse. Det er så vanvittigt, men folk har set filmen, og de synes, det er godt,« siger hun til B.T.

Berlin har kun været i L.A. i 24 timer, men hun er helt solgt. Hun håber, at hun med rollen i 'Triangle of Sadness' kan sparke døre ind i Hollywood.

Vicki Berlin har også selskab af Zlatko Buric i L.A.
Vicki Berlin har også selskab af Zlatko Buric i L.A.
Vis mere

»Jeg håber, der sker noget. Og hvis det kræver, at vi flytter til L.A., så har min mand (Nikolaj Tarp, red.) allerede sagt ja,« siger hun.

Kunne du ligefrem finde på at flytte herover?

»Jeg vil ikke udelukke det. Hvis det kunne føre noget spændende med sig. Hvorfor ikke,« siger hun.

Det er heller ikke svært at blive betaget af livet som skuespiller i Englenes By. B.T møder Vicki Berlin på hotellet Sunset Marquis, og hun er lige kommet fra en såkaldt 'luxury lounge' for nominerede til Oscar-prisen.

Vicki Berlin mødte også skuespilleren Viola Davis under turen til L.A.
Vicki Berlin mødte også skuespilleren Viola Davis under turen til L.A.
Vis mere

»Der får man en dame, der går rundt med en og fortæller andre, at man er nomineret til Oscars. Så går man rundt og får produkter, smykker, solbriller, vanvittige ting, rejser til Kenya. Og så får man det bare! Jeg har så mange tasker med ting, jeg ved ikke, hvordan jeg får det med hjem,« siger hun og tilføjer:

»Jeg fik en airfryer! En kæmpe airfryer! Jeg tænkte, hvordan får jeg den med hjem? Men de sender den bare. Det er så vanvittigt herovre,« siger hun og griner.

Hun er meget imponeret over den behandling, man får som skuespiller i USA.

»Også bare at gå rundt der og være en, folk gerne vil vise rundt. Det er så crazy,« siger hun.

Holdet bag Ruben Östlunds film 'Triangle of sadness'. 
Holdet bag Ruben Östlunds film 'Triangle of sadness'.  Foto: HALLDOR KOLBEINS
Vis mere

Rejsen med filmen 'Triangle of sadness' har været imponerende for hele holdet, der også tæller den danske skuespiller Zlatko Buric. Filmen vandt de gyldne palmer i Cannes i 2022, og søndag kan den vinde en Oscar.

»Jeg havde regnet med, at den blev stor i Skandinavien, men ikke det her. Det er så vildt,« siger hun.

Hvis filmen skulle gå hen og vinde en Oscar, skal hun på scenen med hele filmholdet.

»Jeg er så bange for, at jeg begynder at græde. Jeg bliver så nemt rørt. Jeg kan slet ikke styre det. Jeg begynder sikkert at råbe og skrige, hvis vi vinder,« siger hun.

Men hun får ikke meget tid til at slappe af oven på den store fest søndag. Hun skal nemlig direkte hjem til hverdagen på stenbroen i København.

»Jeg spiller jo hovedrollen på Nørrebros Teater, så de har måttet aflyse to forestillinger for, at jeg kunne komme herover. Så jeg lander i lufthavnen og kører direkte ned på teateret. Det er lidt crazy,« siger Vicki Berlin til B.T.