Har du set 'Downton Abbey' ved du, at et tilbagevendende problem 'downstairs' er at få sat det helt rigtige hold af medarbejdere, når der skal holdes store fester 'upstairs'.

Men det problem eksisterer ikke kun i tv-serien.

Ejerne af slottet Highclere Castle, hvor den populære tv-serie er optaget, meddeler, at det nu er slut med at holde store fester på slottet, det skriver CNN.

Og det er Brexits skyld, fortæller slotsfruen.

Lady Carnarvon, der er fruen på Highclere Castle, må opgive at afholde store bryllupper. Foto Hannah McKay
Lady Carnarvon, der er fruen på Highclere Castle, må opgive at afholde store bryllupper. Foto Hannah McKay Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Ud over at leje slottet ud til filmoptagelser har ejerne, Fiona Carnarvon og hendes mand, den ottende jarl af Carnarvon, levet af at leje slottet ud til store bryllupsfester.

I årevis har slottet dannet ramme om cirka 25 fester med mere end 100 gæster om året. Men den slags har Brexit altså sat en stopper for.

Problemet er, at det er umuligt at skaffe medarbejdere, fortæller slotsfruen.

Før Brexit hyrede Fiona Carnarvon personale ind, når der var inviteret til fest på slottet. Typisk var det studerende fra andre EU-lande, der til daglig gik på et af de britiske universiteter, og som havde et studiejob på slottet ved siden af.

»Men når vi går til vores sædvanlige bureauer og forsøger at hyre medarbejdere, er der ikke nogen at få. Hvis vi beder om ti, dukker der måske tre op … og vi har spurgt alle steder,« siger hun til CNN.

Derfor må værtsparret nu tage konsekvensen – fremover vil de kun udleje slottet til arrangementer med højst 20 gæster.